Artikel: Sebastian Søholm, Grundfos, New Delhi

Ingeniør Sebastian Søholm er udstationeret i New Delhi for Grundfos.

http://holme-net.dk/aarhus-onsdag/aarhus-onsdag-24-10-07.pdf

Thailand: Carina slap af med spanskrøret

Bragt i Børn & Unge 29. januar 2003 Pædagogmedhjælper Carina Guldager arbejder som frivillig i (Red: Den nu afdøde) Father Brennans institutioner i thailandske Pattaya. Af Bjarne Wildau (Artiklen er beskyttet af loven om ophavsret) Hun kom. Hun så. Og hun afskaffede spanskrøret.  (Det var min overskrift, men den forsvandt i oversættelsen). Sådan kunne den korte version af Carina Guldagers tid som frivillig i Father Brennans institutioner i Thailand lyde. Det var netop brugen af fysisk afstraffelse, der ramte den 21-årige pædagogmedhjælper hårdest de første uger hos den katolske præst i Pattaya. Desperationen blandt de hårdt pressede lærere og den medfølgende vold gjorde næsten lige så ondt på den unge dansker som på de blinde børn, det gik ud over. - Lærerne brugte linealer og i sjældnere tilfælde et spanskrør til at slå børnene med, fortæller Carina, som første gang hørte om Father Brennans arbejde, da hun var pædagogmedhjælper i Rungsted Realskole. Et år som medhjælper - Da jeg blev ansat på skolen, måtte jeg love viceskoleinspektøren, at jeg ville begynde på en uddannelse, når der var gået et år. Næsten på årsdagen spurgte han mig, hvad mine planer var. - Det var svært at svare på. Jeg var endnu ikke klar til at vælge en uddannelse. Men jobbet på Rungsted Realskole gav mig lyst til at arbejde med børn, gerne de 'vanskelige'. Det endte med, at jeg sagde, at jeg gerne ville ud at rejse. Nogle dage efter den korte snak kom viceskoleinspektøren, der selv er sponsor for (((dRed: en nu afdøde)))Father Brennan, igen. Med sig havde han en video om aktiviteterne i Pattaya. Tre måneder senere sad Carina i et fly på vej til Thailand. En rejse, som hun selv betalte. - Da jeg sad der i flyet, følte jeg mig nok lidt overvældet. Tænkte på alt det, jeg havde forladt for en tid: Min kæreste, min familie, mine kolleger og børnene i Rungsted. Det var en stor beslutning, jeg havde taget. Men jeg glædede mig samtidig til at se børnehjemmet i Pattaya og møde de nye børn. Fra lufthavnen i Bangkok tog Carina direkte videre til børnehjemmet i Pattaya. Hun ankom om aftenen, så chokket kom først næste morgen, da hun trådte ind afdelingen for småbørn op til tre år. - Det var meget svært at komme ind i babyrummet og se så mange forladte børn. Senere har jeg lært at lægge mit hjerte i en skuffe, inden jeg tager et lille barn op. Vant til at knokle Carina var skuffet over ikke at få mulighed for at arbejde med fem-seks årige børn. Det havde hun ellers tydeligt sagt, at hun ønskede, under det interview i Danmark, som skulle fastslå, om hun var egnet som volontør. - Alle frivillige arbejder efter det samme skema. Og det betyder blandt andet, at dagligt samvær med ældre på hjemmet for statsløse er en fast opgave, siger hun. - Jeg kom ikke herned for at trille rundt med ældre mennesker. Min interesse er børn. Jeg føler også, at jeg har for lidt at lave. Derhjemme er jeg vant til at knokle 300 procent, her kommer jeg dårligt nok op på 50. Og der er en klar tendens til, at alle initiativer fra nyankomne bliver kvalt i fødslen, har Carina erfaret. - De mindste børn passes af lokalt personale. Vi frivillige er her for at give børnene det ekstra knus og den stimulering, de ellers ikke får. Men børnene holdes på selve afdelingen, inde på sovesalen og på en veranda, som er omkranset af en halv meter høj mur. Det er næsten umuligt at få børnene med ud derfra, lige bortset fra et enkelt arrangement hver tredje uge. Hvor er spanskrøret? To dage efter den første samtale, mødes vi igen. Denne gang på blindehjemmet, hvor Carina har oplevet lærernes overgreb på børnene. Der er sket noget. En anden dansk volontør, som har hørt nogle af Carinas kritiske bemærkninger, har fortalt det til ledelsen. - Jeg blev kaldt over på kontoret, hvor man spurgte mig ud om, hvad jeg havde sagt, fortæller hun. En irsk fyr sidst i 30'erne, volontør som Carina, kommer pludselig til. Sammen forsvinder de hurtigt over mod svømmepølen, et af de steder, hvor lærerne har svunget spanskrøret. Ireren anslår en munter tone, mens de leder efter det formastelige rør. - Carina. Du er en god pige, siger han. - Vi er meget glade for at have dig her i Pattaya. Når du ser ting, som du føler er forkerte, skal du komme til os. - Spørg os, hvorfor de ting, der oprører dig, finder sted. Du ved selv, at lærerne arbejder næsten i døgndrift. Det kan være grunden til, at de overreagerer, forklarer ireren. Kæresten kommer Blindehjemmet er den af Father Brennans seks forskellige institutioner, som de frivillige normalt har sværest ved at acceptere, blandt andet på grund af afstraffelserne af børnene. To tidligere frivillige fra Canada blev så oprørte over det, de så, at de omgående forlod Father Brennan og skrev om oplevelserne på et website. Men det lykkedes for Carina, sammen med en ældre volontør-kollega, at få stoppet afstraffelsen med linealer og spanskrør - i det mindste for en tid. - Jeg kan kun håbe, at lærerne har forstået vores kritik, siger Carina, som skal være i Pattaya i seks måneder. Når den tid er gået, får hun besøg af sine forældre. Og når de siger farvel, kommer Carinas kæreste fra København. Sammen skal de to så opleve det Thailand, som volontøren helt sikkert aldrig vil glemme. Dansk støtte i Pattaya Siden den nu afdøde katolske præst Father Brennan for tyve år siden oprettede det første børnehjem i Pattaya, er der kommet flere institutioner til for ældre statsløse, døve børn, blinde børn og gadebørn - foruden et uddannelsescenter for voksne handicappede. En stor del af aktiviteterne finansieres af frivillige bidrag fra Danmark. Oven i den kontante støtte til arbejdet i Pattaya, er der konstant mellem seks og otte danske frivillige hos Father Brennan. Unge danskere og andre udlændinge betaler selv deres ophold. Alle danske frivillige skal gennem en bedømmelsesproces, som styres af Rotary i Rønde. Find selv ud af mere på Internettet www.ronderotary.dk/pattaya.htm

USA: Dr. No Sweat fra Thisted

Bragt i Thisted Dagblad 2003 Folk sveder generelt mindre, blot fordi overlæge Ib Oddersen blev klippet af en mand med armsved. Den hverdagsoplevelse blev brugt til at udvikle en behandlingsmetode, som blandt andet bragte ”knægten fra Vestergade i Thisted” på forsiden af mandebladet Penthouse. Af Bjarne Wildau (Denne artikel er beskyttet af loven om ophavsret) Ib Oddersen smiler venligt, og kigger så på klokken. - Vi har kun tyve minutter alene. Så kommer min søn Erik på 3, som jeg skal passe i aften. Hvis du vil tage billeder i fred og ro, må vi hellere skynde os. Efter den præcise snak, følger en kort rundvisning på det hospital i Seattle, hvor overlægen har skabt sin karriere. Al gang foregår i løb, og thyboen snakker, samtidigt med at han åbner døre og viser vej. - Jeg blev født i Vestergade 21 i Thisted. Min far Harald var blikkenslager, og min mor Inger hjemmeløbende. Som barn var jeg vild med gymnastik, jeg elskede at bruge min krop, og det fik indflydelse på mit valg af studie. Mens vi farer rundt, er det tydeligt, at alle de eksperter og patienter, der har fyldt ”fysioterapien” med støn, glæde og smil, er forsvundet, i det mindste for i dag. Billederne skal altså klares med Ib Oddersen som eneste person. Vi begynder forsigtigt, med de sikre fotos som ikke kan gå galt, men pludselig laver overlægen bensving med hænderne fast om de gelændere, der normalt bruges til genoptræning. Nu er det dog genopfriskning af minder, fra tiden som gymnast i Thy, det handler om. Videre går det til Ib Oddersens kontor. Det er på størrelse med et lille dansk soveværelse. Skrivepladen er næsten oppe i højde med brystvorter, når man står op. - Det er enormt smart, at have et stående kontor. Man arbejder godt, når man står og skriver på sin computer, og når der kommer sælgere, og medarbejdere, bliver de kun kort tid, simpelthen fordi de bliver trætte i benene. Så alt i alt kan jeg kun anbefale systemet, siger eksperten i fysiologi. Overlægens mobiltelefon ringer. Sønnen Erik er på vej, med sin mor Ingrid bag rattet. - Nu må vi se hvordan det går, jeg lover ikke noget, siger faderen. Han havde lovet knægten, at det sammen skulle ud at spise ”et spændende sted”. Mens hvis Erik ikke bliver for skuffet, skal aftensmaden klares i hospitalets kantine, far skal nemlig i den avis, de læser ”ovre i Thy.” Al frygt var ubegrundet. Det går fint med Erik. Måske fordi den tre- årige blev lovet en is i svie og smerte. Og inden vi går videre med den godt 50- årige Ib Oddersens hverdag og karriere i USA, skal vi have samling på tiden i Danmark. - Jeg gik på gymnasium i Thisted, og tog derefter til Århus for at studere. Midt i det, blev min mor alvorligt syg, og tog jeg hjem, for at være sammen med hende og min far, indtil hun døde. Derefter blev studierne genoptaget, først i Århus, senere i København, og Ib Oddersen var næsten færdig med Cand. Scient. studiet i legemsøvelser og biologi, da han blev ramt af udlængsel. - Jeg havde lyst til at forbedre mine sprogkundskaber, og jeg søgte legater i Canada, Frankrig og USA. Jeg fik faktisk tilsagn fra både Frankrig og et universitet i Californien. ”Er der bjerge i Californien”, spurgte jeg min professor. Det var der helt sikkert. ”Ok”, svarede jeg så, og tog der over. Legatet var fra start på ét år, hvor Ib Oddersen studerede arbejdsfysiologi i Santa Barbara. Dette første legat blev indledningen til et liv, som reelt fortsatte i skiftende stater på tværs af USA, og hvor et af højdepunkterne var et studieskift, nu til medicin. - Det var en herlig, men også hård tid. Det var dyrt at studere her, og jeg arbejdede ved siden af, for at skaffe penge nok til at kunne fortsætte. En sommer arbejdede jeg som tjener, det var en barsk omgang, fordi man jo ikke som i Danmark har faggrænser. Jeg var det hele. Vi havde store banketter, så jeg skulle både gøre rent, sætte og dække borde, servere, og kæmpe med de andre tjenere om det rene service. Men det hårde arbejde, både med at studere til læge, og skaffe pengene til det, bar altså frugt. Efter flere overvejelser om, hvor det var bedst at søge hen, endte thyboen i Seattle, hvor han fik arbejde på Overlake Hospital, som er en del af University of Washington, hvor han begyndte som nyuddannet læge på afdelingen for genoptræning af patienter som havde været gennem alt fra knæoperationer til hjerneblødninger. Netop da vi skal i gang med den karriere, som har gjort Ib Oddersen velkendt, eller måske ligefrem berømt indenfor sine faglige områder, er hans søn Erik færdig med at spise. Overlægen kigger på mig, det gør ikke så meget, jeg skal alligevel på toilettet, så nu er det tid til den første af et langt interviews serie af bestikkelser. Fem minutter senere er vi tilbage omkring det runde bord, vi to voksne på stole, Erik ligger under bordet med sin is. - Jeg var i stillingen som yngre læge, hvor man følger en overlæge, i de nødvendige fire år. Nu var det så, at jeg skulle vælge mellem at blive forsker, og blive berømt, eller søge ind på privatklinikker og tjene en formue. Jeg elsker at forske, og valgte desværre det første. At forske. - Problemet er, at når jeg går her ned i kantinen, og har min berømmelse med mig, så koster maden nøjagtigt det samme for mig, som for alle andre. Men til gengæld har jeg et spændende arbejde, som jeg holder megt af, siger Ib Oddersen, som kan konstatere, at kærligheden er gensidig. I flere år har han været på Seattles top tre liste over de meste populære læger i millionbyen. - Forlad dine patienter smilende, så har du nået langt, siger lægen med en fortid i Thy. Men der er nu lidt mere i thyboens popularitet end blot at smile. Det mest gennemgribende projekt, som Ib Oddersen har været med til at udvikle, er behandlingsmetode for patienter med hjerneblødninger, som sikrer at den syge får færre komplikationer, og derved også bliver på hospitalet i kortere tid. - Vi begynder simpelthen behandlingen omgående. Jo hurtigere vi begynder på medicinsk behandling, og fysik genoptræning, jo bedre. Ofte rammes patienter med hjerneblødning af depression, og vi tøver ikke ét sekund, med at give antidepressive midler, hvis vi mener at det er nødvendigt. Sønnen Erik er nu færdig med sin is, og klamrer sig til sin far som en tolvarmet blæksprutte. Thisted Dagblads udsendte hiver et par sider ud af notesblokken, og laver en papirflyver. Af sted med den. Der skal et par justeringer til, inden flyveren holder sig længe nok i luften til, at vi kan komme videre med den næste historie. - En dag gik jeg til frisøren. Vi var de eneste i salonen, og han betroede mig, at han havde et enormt problem med sved. Han måtte skifte skjorte tre til fem gange om dagen, for at hans kunder ikke skulle løbe skrigende bort, på grund af lugten fra hans armhuler. Den snak endte med, at frisøren blev inviteret ned på hospitalet. - Der findes et middel som i USA sælges under navnet Botox. Det er baseret på den stærkeste biologiske gift, nemlig Botulium Toxin. I fortyndet form bruges den til at afslappe musklerne hos spastikere. Og mest kendt er midlet for at udglatte rynker. Skuespillere, og andre der gerne vil se yngre ud, bruger det konstant. - Den biologiske gift afslapper også svedkirtler. Og tre dage efter at min frisør havde fået sine første indsprøjtninger, ringede han begejstret og fortalte, og han mente at metoden virkede. Som forsker skrev Ib Oddersen en artikel om emnet, men det var svært at få medicinske tidsskrifter til at optage den. - De mente at problemet var for lille. Men det er faktisk mere end 2 % af befolkningen, der har problemer med sved. Mens det kneb med interessen fra tidsskrifterne, kom der snesevis af patienter, som havde set artikler, der var skrevet i almindelige ugemagasiner og dagblade om dansk-amerikanerens nye metode. I dag bruges Botox blandt andet af fotomodeller, som ikke vil grise det tøj til, som de bliver fotograferet i, af bilsælgere der vil have tørre hænder når de hilser på kunder, og mange flere. Efter at den femte papirflyvemaskine er bygget og sendt i luften, ringer Ib Oddersens hustru, hun er tilbage på hospitalet om et kvarter. Så er det med at komme hjem til huset i forstaden Finn Hills. Overlægen der blev født i Vestergade i Thisted, er for længst blevet en del af den danske koloni i området. I flere år var han formand for ”Den Danske Klub” i Seattle, og er også medlem af den danske fodboldklub. - Nej. Jeg kan ikke spille fodbold. Men de har nogle fantastiske fester, og den slags er jeg god til. Jeg elsker det simpelthen. Fem minutter senere går vi ned i parkeringskælderen, hvor vi møder hustruen Ingrid. Registreringsnummeret på lægens bil er NOSWEAT. - Ja. Det er underligt, at der ikke var nogen der havde fundet på det ”nummer” før mig. Men nu er det altså vores. Og det er fint, lige bortset fra når jeg skal betale med mit kreditkort på servicestationerne. De spørger altid hvilket registreringsnummer, de må skrive. Og personen bag kassen undrer sig altså en del, når jeg svarer NOSWEAT, griner thyboen, der via hårdt arbejde og netop sved, har skabt sig et godt liv i USA.

USA: Flemming blev bare hængende

Bragt i Århus Onsdag 2003

Af Bjarne Wildau

(Denne artikel er beskyttet af loven om ophavsret)

Turen ud i den store verden, til Canada og USA
skulle bare have taget et par år. Selv om
tømmersvenden Flemming Sørensen forlod Århus med
et "Udrejst til Canada" stempel i sin
fagforeningsbog, ville han helt sikkert rejse
tilbage til det østjyske, hvor han modsat mange
emigranter den gang, aldrig havde prøvet at være
arbejdsløs.
Netop manden med planen om kun at være væk fra
Århus området i en kort periode, ja det er ham,
som jeg skal møde nu næsten 50 år senere her i
Seattle, byen der er mest kendt for flyfabrikken
Boeing, og ikke mindst for verdens rigeste mand,
Bill Gates, og opfindelsen Microsoft.
Da jeg når frem en lille halv time for sent, står
Flemming Sørensen ude i forhaven og er dybt
optaget af at tjekke, at de automatiske
sprinkleranlæg i blomsterbedene fungerer.
Endelig vender han sig, og smiler et varmt
godmorgen.
- Velkommen til, og nu var det vel ikke for
kedeligt ude på golfbanen i går, hilser den dansk
amerikanske pensionist, og forhenværende
bygmester, da han tager imod ved hans og hustruen
Lexies mondæne villa i den nordvestamerikanske by
Seattle, et hus på godt 400 kvadratmeter, som er
bygget med videresalg for øje.
Turen til golfbanen, som Flemming Sørensen
hentyder til, var den måde udvandreren fra
Skivholme, sammen med sin voksne dansktalende søn
Troy, og nogle golfvenner, valgte at fejre en af
de amerikanske helligdage. Og som det femte hjul
på vognen, deltog jeg i fem seks timer i spillet,
ganske vist i tilskuerens rolle, men det var dels
nok til at blive lettere solskoldet, halvlunken
på spillet på det grønne, og som prikken over
i´et, kom lidt jeg lidt ind på danskamerikaneren,
som er lige så beskeden, som han har været
effektiv som håndværker i sit nye fædreland.
I den danske koloni, som han selv har lagt et
stort arbejde i, er han kendt for at holde
resultaterne af sit og hustruens hårde arbejde
helt ind til kroppen, så det bliver en spændende
opgave at snakke med manden, som har det mere i
hænderne, end i stemmebåndet.
Bygmesteren stiller sine træsko, købt i Bilka i
Tilst på tilbud, udenfor, jeg træder ud af mine
sko, og så går vi ind i villaen, hvor hustruen
Lexie, som er født i Canada tager imod på samme
beskedne måde som sin mand.
- Vi kan lige så godt sidde her ude, foreslår
Flemming Sørensen, og fører mig ud i et køkken,
som er på størrelse med en dansk dagligstue. Ud
over at være køkken, er der også indrettet et
lille kontor, en spisekrog, og et hyggehjørne med
tv.
- Så hans bemærkning om, at familien tilbringer
det meste af deres fritid her i dette dejlige og
lyse rum, hvor stort set alt hvad man behøver i
livet, seng og toilet undtaget, er til rådighed,
bliver mødt med forståelse.
Den obligatoriske kaffe kommer på bordet, og så
begynder beretningen om et liv, hvor af langt den
største del af voksenlivet er brugt i Canada, og
ikke mindst her i USA.
- Vi var 13 børn. En døde, men så kom der en ny
til. Min far var tømmermester i Skivholme, og
selv om han havde en god forretning, var der brug
at vi børn kom ud at tjene tidligt. Ude på
gårdene fik vi lidt løn, samt kost og logi, for
det arbejde vi udførte fra tidlig morgen til sen
aften, lige undtaget de tre timer vi gik i skole.
Erfaringen som børnearbejder, gav Flemming
Sørensen et indblik i, hvad et liv som bonde
betød, og det var altså ikke noget for ham.
Derfor gled han naturligt fra tilværelsen som
tjenende, langt fra barndomshjemmet, tilbage til
sin familie, og ikke mindst en tilværelse som
lærling i sin fars firma. Og mens lærlingen med
det gode håndelag kravlde rundt på stilladser med
som i munden, og hammer i hånden, boblede
tankerne om at se noget andet, noget der var helt
anderledes, frem i hans fremtidsplaner. Selv om
det var oppe i tiden, at søge væk fra
efterkrigstidens Danmark, havde familien Sørensen
i Skivholme en direkte forbindelseslinje til
drømmenes land, Amerika.
- Jeg havde en faster i USA, som kom hjem og
besøgte sin familie hvert 10ende år, så vi havde
hele tiden en forbindelse til både tanken om at
udvandre, og til selve Amerika, forklarer
danskamerikaneren på et næsten fejlfrit dansk.
Fasteren kom hjem i både 1937 og i 1947, og kort
tid senere rejste en søster til Flemming Sørensen
til USA, hvor hun bosatte sig i New Jersey på den
amerikanske østkyst nær New York.
Næsten 10 år senere begyndte "Det Nationale
Canadiske Jernbaneselskab" sin jagt på nye
passagerer, så langt væk som i Europa. Ikke
mindst i Danmark, som var og stadig er kendt for
sine dygtige og pålidelige håndværkere.
- De agenter, som rejste rundt i Danmark for at
hverve udvandrere, slog meget på, at man ikke
skulle bosætte sig nede i de store byer nær den
amerikanske grænse. Nej- det var meget bedre at
slå sig ned i de samfund, som netop jernbanen
havde givet adgang til oppe i baglandet, siger
danskamerikaneren fra Skivholme og Århus.
Agenten havde den farverige pallet, og de brede
pensler fremme, når han i maleriske beskrivelser,
fortalte om den fantastiske fremtid, som ventede
alle indvandrere, der slog sig ned i den tyndt
beboede del af Canada.
- Min bror og jeg, havde længe snakket om at vi
ville se mere af den verden, som vi ikke mindst
via vores faster og senere gennem vores søster,
vidste at der ventes på den anden side af
Atlanterhavet.
Den omrejsende agent passede altså fint ind i de
to brødres fremtidsplaner. Selv om Flemming
aldrig havde hævet understøttelse i Danmark, var
det alligevel en kendsgerning, at
bygningshåndværkere den gang i 50erne, normalt
skulle leve af understøttelse, fire fem måneder
hver vinter. Så det endte med, at de begge lavede
aftaler om at emigrere til Canada.
- Billetten over vandet kostede 150 $, og som jeg
husker det, gav jernbanerne os en gratis billet
til Edmonton fra New York.
De danske valutabestemmelser den gang i 1955,
forbød folk at tage mere end 50$ med ud af
landet. Den bestemmelse betød dog mindre, for
hverken Flemming ellers hans bror, havde reelt
nogen mulighed for at skaffe flere penge på det
tidspunkt.
Rejsen med passagerskivet "Stavanger Fjord" tog
10 dage fra København til New York i USA.
- Vi besøgte vores søster, men det var aldrig
meningen, at vi med det samme ville slå os ned i
Amerika. Jeg havde jo været soldat i Danmark, og
havde ikke lyst til at blive kaldt ind til den
amerikanske hær. Derfor var det hele tiden
meningen, at jeg ville bo og arbejde i Canada,
indtil jeg var blevet 26, og derved slap for at
blive indkaldt.
Fremme i Edmonton i Canada, blev brødrene sammen
med mange andre nyankomne emigranter indkvarteret
på et center, hvor man boede gratis.
Fra centret fik Flemming Sørensen anvist arbejde
til 1 dollar i timen.
- Jeg kunne ikke tale engelsk, men jeg vidste fra
nogle norske kammerater, at timelønnen for en
tømrer var 2 dollar. Fabrikken som jeg havde fået
en henvisning til, fortalte at jeg ville få en
lønforhøjelse efter seks måneder, men en anden
som jeg mødte på fabrikken, fortalte at han havde
været der et helt år, uden at få mere i løn. Så
jeg nægtede at tage det arbejde.
Beslutningen om at sige pænt nej tak, fik
omgående konsekvenser. Selv i det nye land, som
agenten hjemme i Danmark havde talt så smukt og
medrivende om, blev det straffet at sætte sig op
mod systemet.
- Næste morgen fik vi besked om, at enten tog vi
det anviste arbejde, eller også var det bare med
at komme ud af klappen. Det kunne virke lidt
overvældende at stå uden tag over hovedet, men
jeg var fast besluttet på at finde et arbejde,
som gav den normale timeløn.
Løsningen på det problem, fandt han hos den
lokale fagforening, som havde ledige jobs oppe i
nogle miner ved søen Atabaska nord for Edmonton.
Broderen ville tage til Toronto, og Flemming gav
ham de penge han havde tilbage. Flemming selv var
jo sikret kost og logi, når han kom op til
minerne.
Netop det hvide tæppe af sne, som landskabet på
vejen op mod det nye arbejde var pakket ind i,
var forklaringen på, at de lokale Canadiske
arbejdere ikke tog jobbet. De havde så meget sul
på kroppen, og lidt penge i banken, så de havde
råd til at vente på bedre vejr.
- Vi undrede os da over sneen, den gang, men vi
var jo kommet for at arbejde. Lønnen var en
anelse mindre end to dollars, til gengæld
arbejdede vi over så meget vi kunne. Der var gode
tillæg på overarbejde. Og vi tjente godt. Den
nærmeste by lå så langt væk, at man skulle flyve
der over. Vi klattede altså ikke vore penge væk.
Vi blev i lejren indtil december, hvor det var så
koldt, at huden på næsen og kinder faldt af, når
det blæste.
Da jobbet i minerne var slut, havde Flemming
Sørensen sparet 3500 dollars op, en mindre formue
den gang. Den norske arbejdskammerat, som han var
sammen med, havde været i minerne ét år længere,
han havde derfor så mange penge, at han kunne
købe en bil. Sammen kørte de to mod sydøst til
Toronto, hvor Flemmings bror stadig var.
Flere jobs blev klaret i Toronto, indtil han
endelig var så gammel, at han kunne bosætte sig i
USA, uden risiko for at blive indkaldt til hæren.
Da han kørte over grænsen til USA, var det med
erkendelsen af, at det jo var gået meget godt her
på den anden side af Atlanten. Det eneste der
havde været lidt besværligt, var sproget. Han
kunne stort set ikke tale engelsk da "Stavanger
Fjord" sejlede ud af Københavns havn i 1955. Men
når han ikke forstod, hvad arbejdskammerater og
formænd sagde til ham, holdt han bare øje med,
hvad de andre gjorde. Og langsomt men sikkert kom
han til at mestre sproget lige så godt som
tommestok, sav, og stemmejern.
- Jeg tog til Plainfield i New Jersey, i stedet
for at tage til steder som Manhattan i New York.
Byen var på størrelse med Århus, og passede mig
bedre. Arbejde fik jeg omgående. I foråret blev
området ramt af strejke. Den gang følte jeg at
den varede evigt, og det endte med at min bror og
jeg pakkede bilen, og kørte her til Seattle,
forklarer Flemming Sørensen.
De to fra Skivholme kendte ingen i byen, hvor
emigranter fra de nordiske lande har haft stor
indflydelse. Og det var da også en dansker som
hjalp dem videre, og på længere sigt lagde
fundamentet til den østjyske tømmersvends godt 40
år som selvstændig bygmester.
- En kvinde ejede nogle byggerunde. Hun tilbød
os, at vi kunne få en grund, som vi kunne bygge
på, og hun lånte os også penge til materialer,
mod en lidt højere rente end hun kunne få i
banken.
Huset blev bygget af de to brødre fra Skivholme,
plus en soldaterkammerat hjemme fra Danmark, som
Flemming mødte tilfældigt.
- Han var meget lille, og jeg genkendte ham
bagfra. I hæren brugte man ikke navne, så jeg
råbte 5-55 efter ham. Han vendte sig om, og fra
det øjeblik var han sammen med min bror og jeg.
Huset blev solgt, og vi fik arbejde for en lokal
mester. Mens de danske håndværkere arbejdede på
et hus for den nye arbejdsgiver, var der en lokal
arkitekt, som kørte fordi byggepladsen hver dag.
- Han havde set, at vi passede vort arbejde. Og
en dag foreslog han, at han og jeg skulle begynde
for os selv. Det blev starten på firmaet
"Marquette og Sorensen". Vi byggede et par huse,
det gik godt, men så kom tidspunktet, hvor min
bror og jeg tog tilbage til Danmark med
juleskibet. Vi havde på det tidspunkt været
hjemmefra i fire år.
Da Flemming Sørensen efter juleferien kom tilbage
til Seattle alene, broderen blev i Danmark, var
hans tidligere kompagnon, Marquette, gået i
kompagniskab med en nordmand. Tømreren fra
Skivholme gik med i partnerskabet, og indtil 1962
hed virksomheden "Haga, Marquette og Sorensen".
Året forinden var Flemming begyndt på folkedans.
Det havde aldrig haft hans interesse i Danmark,
men her i Seattle var det måden at møde andre på.
En af dansene fik aldrig ende. Partneren hed
Lexie, var født i Boston, og de to blev gift i
1962, hvor Flemmings forældre kom over fra
Skivholme.
I 1963 blev den danske håndværker i dobbelt
forstand selvstændig. Den norske partner var
rejst hjem for at overtage familiefirmaet, og den
amerikanske arkitekt fandt på noget andet. Fra
det tidspunkt, byggede han huse under firmanavnet
"Flemming Sorensen- byggefirma".
Virksomheden havde op gennem årene mellem 4 og 12
ansatte, og selv om det ene hus efter det andet
blev gjort færdig, blev der aldrig slået større
brød op, end der kunne bages. Mester selv
arbejdede med på byggepladserne, hjemme klarede
hustruen Lexie både de to børn, og virksomhedens
regnskaber, og om aftenen, efter en lang dag på
byggepladsen, regnede Flemming Sørensen tilbud
ud, til den næste opgave.
Men der blev også tid til at deltage i det
sociale liv, som der var blandt danskerne i
området.
- Allerede i 20erne, etablerede danskere i
området et plejehjem for danske pensionister. Men
tiden løb fra det. Selv om mange havde været med
at støtte hjemmet både økonomisk, og med
arbejdskraft, ville de ikke selv flytte ind på
hjemmet, da de blev gamle nok. De opfattede det
nærmest som en fattiggård. For 15 år siden var
der kun 4 ud af 45 beboere, der var danske, og så
besluttede vi at sælge hjemmet, og i stedet købe
en kontorbygning. Danish Foundation, som blev det
nye navn for foreningen der havde taget sig af
plejehjemmet, har stadig lokaler der, og vi
tjener desuden penge på at leje kontorlokaler ud.
Både Flemming og hans kone Lexie har lagt mange
kræfter i arbejdet med både plejehjemmet den
gang, og nu det nye sted. Ja det gør de for den
sags skyld stadig. Hver måned mødes fem seks par,
for at forbedre lokalerne. Mændene laver
håndværksarbejdet, og konerne forbereder den
lækre danske fro kost, der er hovedet på dét søm.
Endnu tidligere, for godt 30 år siden, var
Flemming Sørensen med til at danne et lokalt
dansk fodboldhold.
- Det kom lidt af sig selv. Min søn Troy havde
nået den alder, hvor han ville til at spille
fodbold, så vi måtte lave en klub. Det gjorde vi
så, sammen med andre danskere der var i samme
situation, og jeg selv begyndte at spille fodbold
for første gang i mit liv som 45- årig, fortæller
bygmesteren, som selv om han kom sent i gang,
nåede at trille med "den runde" mindst lige så
mange år som en "normal" fodboldspiller. Da han
sidste år sagde evigt farvel til livet som aktiv
fodboldspiller, havde han rundet de 72.
Fodboldspillet havde også fået en alvorlig
konkurrent. I en alder, hvor mange andre begynder at
lukke og slukke efter sig, tog Flemming Sørensen
fat på en ny udfordring, nemlig golf.
- Det var en god ven fra den danske koloni, som
lærte mig at spille. Det er en herlig sport, som
vi kan spille det meste af året her i Seattle.
Jeg nyder tiden på goldbanen. Den friske luft,
samværet med andre, og det at bruge kroppen er
dejligt. Min læremester i golf, og jeg selv
danner par i en turnering, hvor vi kalder vort
tomandshold for The Ducks (ænderne). Desuden
søger jeg at komme af sted så tit det er muligt
til almindeligt spil, siger den 73- årige
bygmester, som sammen med sin tidligere
arbejdsformand, der er en anelse yngre, lavede al
tømrer og snedkerarbejdet i den godt 400
kvadratmeter store villa, som blev færdig for et
år siden.
Huset er bygget af to grunde. Den ene at det nok
var lidt kedeligt at gå der hjemme, dels for at
skabe en økonomisk gevinst.
- Skattereglerne her i USA siger, at vi skal bo i
huset i mindst to år, inden vi sælger det, for at
få en del af fortjenesten skattefri. Derfor er
huset er bygget så stort og mondænt, siger
Flemming Sørensen, som allerede tænker på at
bygge et nyt hus, stadig med sig selv som en
væsentlig del af arbejdsstyrken.
Mens dansk håndværk så godt som det kan leveres
fra Skivholme, var Flemming Sørensen var tredje
generation i tømrerfamilien, har hverken sønnen
Troy eller datteren Tove Lise kigget i retning af
brædder og byggestilladser. De nu voksne børn,
som begge taler dansk, har valgt andre græsgange.
Sønnen er selvstændig i IT- branchen, mens
datteren er fysioterapeut.
Og her til sidst er det så tiden, hvor
spørgsmålet skal stilles. Har du aldrig fortrudt,
at du tog tilbage til USA efter turen hjem med
juleskibet den gang i 50erne?
- Nej. Det har været dejligt her. Vi har holdt
forbindelsen til Danmark. Min kone har lært sig
dansk, mine børn har været i Danmark. Troy har
læst et år på Københavns Universitet, og min
datter har været hjemme på ferier, samt gået i skole i Danmark i
et år, så de har lært sig dansk. Min bror som valgte at blive i
Danmark efter de fire år i Canada og USA, har heller
aldrig fortrudt at han blev hjemme.

Kina: Dansker vandt kampen mod elrationering

Bragt i Byggeteknik 2003

Krav om el-rationering ville medføre lukning af produktionen to arbejdsdage hver i Suzhou nær Shanghai

Af Bjarne Wildau

(Denne artikel er beskyttet af loven om ophavsret)

For et par år siden så Horsens-virksomheden flere og flere af sine kunder rykke mod Kina. Hvis de skulle fastholdes som de gode aftagere, de havde været, var der kun én ting at gøre. Nemlig at flytte med til landet, som siden midt i 80’erne har sagt pænt goddag til mindst 450.000 udenlandske virksomheder. Manden, der har stået for den elektroniske virksomheds første fase i ”operation fastholdelse af kundekredsen”, blev direktøren for BB Electronics fabrik i Give, Per Kjærgaard Jepsen. Noget af det første, den danske ingeniør fandt ud af var, at hvis man skulle have beslutninger igennem i Kina, skulle der spises en masse god mad.

- Vi har fået meget godt at spise i den tid, det har taget at etablere BB Electronics her i industribyen Suzhou. I Danmark vælger vi at tage de afgørende forhandlinger i et mødelokale, og når vi så har nået et mål, ja så afslutter vi det hele med at fejre det gode resultat med at gå et smut i byen sammen. Men sådan er det altså ikke i Kina, hvor alle former for forretning tager rod i socialt samvær. Man mødes på golfbanen, i restauranten, lærer hinanden at kende. Og langsomt, men sikkert, som at bestige en bjergtop, når man frem til det, som det egentlig handler om: Forretning.

For Per Kjærgaard Jepsen handlede det om at gøre de beslutninger, som ledelsen af BB Electronics i Horsens havde taget, til kinesisk virkelighed. Nemlig at indrette lokaler i industrizonen SSIP i Suzhou, en god times kørsel fra Shanghai. Byen har 6000 udenlandske virksomheder, hvoraf cirka 30 er etableret af danske virksomheder.

- En delegation fra BB Electronics besøgte de områder i Kina, som kunne være på tale. Det var her i Suzhou, man fandt de bedste muligheder. Byen har et godt uddannelsesmiljø, det er muligt at finde dygtige medarbejdere, og infrastrukturen er i top. Oven i det fik vi gode betingelser for at etablere en produktion.

- Vi lejede 6000 kvadratmeter her i SSIP, (Suzhou Singapore Industrial Park) og gik så i gang med at hyre de fem, som skulle danne den lokale ledelse af fabrikken. Vi fandt dem via internettet og annoncer i dagblade, og gik så i gang i midlertidige lokaler. Havde døren ud til det kinesiske bureaukrati ikke været slået op før, blev den det nu.

- Der er bureaukrati, ingen tvivl om det. Reglerne følges, og beslutninger skubbes så vidt muligt højere op i organisationen, forklarer Per Kjærgaard Jepsen.

Generelt kører den kinesiske regering en kampagne mod korruption, og den fungerer bedst der, hvor modstanderne er stærkest. Nemlig i områder, hvor udlændinge investerer milliarder af dollars, som skaber arbejdspladser og medfølgende velstand.

- Vi har fra start kørt procedurerne 100 procent efter bogen. På trods af det, har vi altid fået fokus fra myndighederne, når vi havde brug for det, siger Per Kjærgaard Jepsen, som konstaterer, at den første krise i etableringen opstod på grund af BB Electronics egne ambitioner og medfølgende kvalitetskrav.

- Vi havde meget høje krav til gulvbelægningen i produktionshallerne, som skal være fri for statisk elektricitet. Den type belægning fandtes simpelthen ikke i Kina, og vi endte med at købe den i Finland. Ok, vi stillede måske for høje krav til os selv, men nu er vi i det mindste helt sikre på kvaliteten.

- Den anden krise, som virkelig trak søm ud i projektet, som da der var flest, havde 70 håndværkere beskæftiget, handlede om rørene til den nitrogen, vi bruger til at lodde med. Rørene skulle have været 32 mm.

Men en mandag, da Per Kjærgaard Jepsen kom ud for at tjekke op på udviklingen, var der monteret rør på 32 cm, og det var faktisk ikke 10 gange så godt. Tvært i mod. De monterede rør var ubrugelige, selv om det kostede en uges diskussion, inden kineserierne ophørte, og nye rør i den korrekte størrelse blev monteret.

Og lad os så gøre al den snak om kriser færdig.

- Den tredje og største krise kom, da udlejeren satte en byggeplatform ind i elevatorskakten. Ifølge kontrakten skulle han faktisk levere en to tons elevator. I kontrakten stod der, at der kun måtte bruges godkendte installationer, og det holdt vi os til. Det tog fem måneder at få byggeplatformen ud, og en rigtig elevator installeret. At det overhovedet kunne tage så lang tid, skyldes at kineserne havde fået en klemme på Horsens- virksomheden, som havde opstillet nitrogentanke ude på den grønne græsplæne. Om kineserne så rødt i den anledning vides ikke, men hvad de så, var en god undskyldning til at få BB Electronics til at betale 20 procent af udgifterne til elevatoren. Og så skulle alt være på plads. Intet kunne nu forhindre, at de første prøveproduktioner blev sat i gang.

Troede man da.

- Midt i december sidste år, da jeg faktisk var på vej hjem til Danmark for at holde jul, modtog vi et brev om at der var mangel på elektricitet i området, og at man derfor ville rationere leveringerne. Vi skulle i den anledning lukke produktionen ned to arbejdsdage om ugen. Og vi måtte ikke købe vore egne generatorer, og dermed lave vores egen strøm. Myndighedernes krav om at BB Electronics ikke måtte bruge strøm to arbejdsdage om ugen, var efter Per Kjærgaard Jepsens mening umuligt at leve med. I løbet af en halv time havde han fået arrangeret et møde med afsenderne af brevet, som truede lønsomheden i den nye fabrik.

Problemet kom udefra. De sidste knap 20 år har Kina og deres billige og strejkefrie arbejdskraft tiltrukket flere end 450.000 virksomheder fra udlandet. En del af den regning, der skulle betales for den udvikling, var mangel på el. Problemet hos BB Electronics kom altså udefra. Men det forårsagede også interne problemer mellem den danske ledelse og de kinesiske topfolk, som man havde ansat.

- Min souschef rystede på hænderne, og hun havde det meget dårligt med, at vi protesterede. Sådan noget gjorde man ikke, mente hun. Når myndighederne har taget en beslutning, følger man den uden protester, var hendes holdning.

Men der blev protesteret, og efter flere forhandlinger vandt Per Kjærgaard Jepsen sin kamp for strøm. BB Electronics har nu papir på, at fabrikken har lov til at bruge strøm 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.

- Det viser altså, at det er muligt at ændre på beslutninger. Man skal ikke bare give op, men tage kampen. Det er altså muligt at ændre på myndighedernes beslutninger, konstaterer Per Kjærgaard Jepsen.

- Der føres en kamp mod korruption i Kina. Medierne er meget opmærksomme på korruption, og vi er nået så langt som vi er, uden at bestikke. De gange, vi har haft brug for myndighedernes fokus på os, har vi fået det uden problemer, siger direktør Per Kjærgaard Jepsen, som kan glæde sig over, at produktionen nu kører. Og de ordrer, der arbejdes med, er netop til den kundekreds, som flyttede til Kina. Operationen med at fastholde kunderne lykkedes altså.

Canada: En jordomrejse blev til et liv med højtryk

Bragt i Byggeteknik 2003

Siden systemet med at grave med en højtryksstråle blev indført, har myndighederne i Canada krævet, at metoden skal bruges til at identificere sårbare emner i jorden som gasledninger og kabler, inden gravkøerne tager over. Det har de sidste tre år skabt en karriere for den sønderjyske landmand Niels Lausten.

Af Bjarne Wildau

(Artiklen er beskyttet af loven om ophavsret)

Det er en fredag morgen. Niels Lausten er på vej. Sådan i dobbelt forstand. Duften af købekaffe og donuts breder sig i førerkabinen på firehjulstrækkeren, mens vi kører ud af byen Lacombe, et par timers kørsel nord for millionbyen Calgary i Canada.

Bag os kører sønderjydens firma, en lastvogn, der er monteret med både ”højtryksrenser” og en slamsuger. Normalt klarer Niels sig med en enkelt assistent, men denne dag er langt fra normalt. Dels er der kun en ordre i bogen, dels er der en kronhjortejagt der venter. En svoger fra Danmark lander i morgen, og så er det eller af sted med heste, telte og ikke mindst en jagttilladelse.

- Jeg har hyret en landmand, til at køre med maskineriet, mens jeg er væk. Den assistent jeg har nu, har arbejdet for mig i flere måneder, men han er indfødt canadier, uden det store kendskab til maskiner. Han mangler simpelthen følingen. Så har den sweitziske landmand, som jo bruger maskiner hver eneste dag, langt mere føling med den slags, så de er to i bilen bag os, forklarer Niels, mens han slår et slag med hovedet i retning af den rullende forretning, som er en del af et 6 år gammelt franchaise kaldet ”Hydrodig”. Det står for den mest skånsomme frigravning og eller identificering af kabler, gasledninger, og andre følsomme ”hemmeligheder”, der gemmer sig nede i jorden.

- Jeg har været med i tre år, og vi er nu i alt 12 biler, fordelt over dette hjørne af delstaten Alberta. Netop det at der er så mange biler i gang, er faktisk en fordel. Har man for meget at lave, kan man ringe til en af de andre, og omvendt henviser mine kolleger til mig, hvis de har for travlt.

Kunderne, ja det er mest selskaberne som har sårbare ting gravet ned i jorden, som eksempelvis elkabler og gasledning.

- Om vinteren kan jorden været frosset helt ned til en dybde af 1.20 meter. Det giver jobs, hvor vi med 70- til 80 grader varmt vand under højtryk skærer os ned i jorden. I kran hiver så blokken op, så folk kan komme til, forklarer landmanden fra Bredebro, som kom til Canada på en lidt indirekte facon.

- Jeg tog en pause med landbruget, og rejste jorden rundt. Og så gik det som det jo ofte gør. Jeg mødte en pige. I begyndelse var alt jo fantastisk. Vi blev gift og jeg flyttede her over.

Men den 39- årige emigrant der lever at grave sig ned ad, har for længst fundet ud af, at træerne ikke vokser op i himmelen, når det gælder kærligheden. Det var netop den kvinde, som fik ham til at slå sig ned i det kolde Canada. Og nu hvor der står skilsmisseforhandlinger på dagsordenen, vil Niels Lausten gerne ned i et varmere klima, altså ned i en af de lidt lunere stater nede i USA. Den dag han vinder i lotteriet og får en arbejdstilladelse, også kaldet et grønt kort, bliver hele herligheden her i Lacombe solgt, og så er det ellers bare med at komme videre. Men indtil videre handler det altså om at få så meget ud af livet her i Canada, som muligt. I fritiden er det ud over jagt, som den kronhjortejagt der venter forude, også rodeo. Niels bliver nok aldrig verdensmester i at fange kalve med lasso, men han nyder samarbejdet med sin hest, og selve den spænding der er at hente i rodeoen.

Vi har kørt, og ikke mindst snakket i 20 minutter, da Niels svinger til venstre, ned ad en lille vej, hvor en mand sidder inde i varmen i sin bil, og venter på at vi skal dukke op.

- Det er tydeligt, at de to kender hinanden. Fyren arbejder for det gasselskab, som har en gasledning, der krydser vejen. Inden der skal graves for alvor med mere brutale, er man villig til at betale 160 canadiske dollars i timen, plus køretid, for at få identificeret gasledningen.

Der skal dog ikke ledes i blinde, projektlederen fra gasselskabet kan med en nøjagtigt på et par træsko sige hvor gasledningen er. Loven forlanger blot, at man skal kunne se gasledningen, inden man går i gang med en gravko.

Den lille lastbil med højtryk og slamsuger er ankommet. Og mens Niels har snakket og fået sine underskrifter, er afløseren og assistenten i gang med at forberede jobbet. Fem minutter senere ser Byggetekniks udsendte for første gang i sit liv dette lille tekniske mirakel.

Mens den ene åbner for vandstrålen, står den anden parat med slamsugeren. Strålen bryder græsset, og da der er nok mudder at suge op, kommer slangen til slam som en anden elefantsnabel til.

Det går stærk det her. Efter ti minutters koncentreret arbejde dukker gasledningen som forventet op, ovre i den ene ende af det aflange hul, som er blevet gravet.

Mens de to har knoklet, har Niels taget telefonen to gange. To nye opgaver er dukket op. Den ene gælder et højspændingskabel, et job som han vidste var på vej. Det var kun et spørgsmål om tid. Det andet job fik Niels til at smile her i morgenkulden.

- En af mine kollegers biler er gået i stykker. Vi skal overtage jobbet med at lave huller til nogle hegnspæle. Nu gælder det bare om at klare den opgave perfekt, så ringer den kunde direkte til os næste gang, siger Niels i en erkendelse af, at man i en freelancebranche som denne ikke er bedre end sit sidste job.

- Jeg har flere gange fået nye kunder på den måde. Nej. Jeg stjæler ikke fra mine kolleger, jeg gør bare alt for at udføre jobbet så godt som muligt. Det plejer at betale sig, forsikrer den sønderjyske landmand, som de første par år i Canada byggede stalde for hollandske bønder, der ligesom ham selv netop var ”landet”.

En time senere er vi fremme ved det næste job. Det er højspændingskablet, der skal ”graves” fri.

Endnu en projektleder kommer til, endnu en gang er det en gammel kending. Forskellen denne gang er at højtrykket skal bruges til højspænding. Isolerende måtter lægges ud, og så må Niels selv i gang. Netop højspænding kræver et kursus, som Niels er den eneste i denne morgens trio har gennemgået.

Ok. Afløseren gjorde det helt flot, der oppe ved gasledningen, men da Niels først går i gang, er det tydeligt, at vandstrålen er blevet lidt mere målrettet. Og resultatet bliver der efter. Det går stærkt, og et kvarter senere er der gravet et hul betydeligt større end morgenstundens første opgave.

Og sådan kører det bare. Klokken er lidt over elleve, Niels vil lige med op og hilse på den nye kunde, og sikre sig at jobbet kommer godt i gang. Når det er gjort, er det slut med at arbejde mere i dag, så er det hjem for at forberede kronhjortejagten.

Indonesien/ Danida: Stik fingeren i jorden inden du sår

Bragt i Jord & Viden 2001

Af Bjarne Wildau

(Artiklen er beskyttet af loven om ophavsret)

Det kan have katastrofale konsekvenser, at for mange korttidsudsendte har svært ved at ramme det lokale faglige niveau, mener projektleder og forstkandidat Søren Moestrup, der har 18 års erfaring med udviklingsarbejde.

Alt for mange forstkandidater søger den hurtige, nemme oplevelse og fortjeneste ved at rejse til u-lande på korttidsopgaver. Men uden den oprigtige kærlighed til u-landsarbejde vil indsatsen aldrig blive optimal.

Netop kærligheden og oprigtigheden til dét arbejde findes hos folk, som fra begyndelsen har været udsendt i flere år ad gangen, mener forstkandidat og projektleder Søren Moestrup, som de sidste tre år har arbejdet med træning og tilpasning af lokale institutioner i Indonesien, der har med skovfrø at skaffe.

Og på mange måder er hans egen karriere i landene tæt på ækvator et tegn på, at han måske har fat i den rigtige ende. Takket være dét, Søren Moestrup selv mener, var den optimale start og oplæring. Han fik nemlig et af de job, som i dag kaldes JPO (Junior Professional Officer) hos FAO, men finansieret af Danida.

- Jeg fik en uddannelsesstilling i Nepal. Vi arbejdede i et watersheed management projekt ude i bjergene og langt det meste af tiden blandt de bønder, som projektet direkte omfattede. Jeg havde ikke noget direkte ansvar, men arbejdede under to erfarne rådgivere. Den ene fra Tyrkiet, den anden fra Jamaica, siger Søren Moestrup og får et varmt glimt i øjnene.

Kunne bruge en værktøjskasse

Den nu 44-årige forstkandidat mener nemlig, at de to rådgivere gav ham en fremragende indfaldsvinkel til arbejdet med og rådgivning af folk, der har deres rødder i kulturer, som er vidt forskellige fra ens egen.

- De lærte mig at lytte og se, at stikke fingeren i den lokale jord, inden jeg tog beslutninger, forklarer Søren Moestrup, der også har gode følelser for den faglige kunnen, Landbohøjskolen havde udstyret ham med.

- Jeg var fagligt klædt på, fordi jeg tog alle de specialkurser, der var at finde. Og selv om jeg aldrig var blevet undervist i Nepals planter og Himalayas undergrund, giver vores uddannelse nøglen til at tilegne ny viden. Dét, vi får på Landbohøjskolen, er en værktøjskasse og evnen til at bruge den.

Siden tiden med sine læremestre i Nepal har Søren Moestrup selv mødt snesevis af studerende og kolleger, som desværre tror, de bare kan lande i en ukendt og meget anderledes kultur den ene dag, og så ellers bare fortsætte den næste dag, som om de stadig var i Danmark. Han har ikke mindst i sit nuværende job som leder af skovfrø-projektet i Indonesien mødt mange danske studerende. Fælles for det lammende flertal af fagets fremtid er desværre, at de på forhånd har løsningen på alle problemerne.

Skal ramme lokalt niveau

Efter Nepal sikrede Søren Moestrup sig, nok lidt ubevidst, at lærdommen om den faglige finger i jorden blev plantet i god og nærende muld. Den næste arbejdsplads blev nemlig Danida Forest Seed Centre i Humlebæk, hvor institutionens stiftere, Helmuth Barner og Henrik Kreiding, satte en ekstra dimension på lærdommen: Det er også altafgørende at se de mennesker, man skal rådgive.

- Det er jeg de to herrer utroligt taknemmelig for i dag. Oftest mener både vi udsendte og modtagerne selv, at deres niveau er langt højere, end det i virkeligheden er tilfældet. Rammer man ikke det aktuelle niveau, opnår man intet positivt, siger Søren Moestrup.

Fra 1987 og til det nuværende arbejde i Indonesien tog sin begyndelse i 1998, rejste Søren Moestrup rundt i det meste af det, vi kalder »Den Tredje Verden«.

- Jeg havde mindst tre til fire rejser om året, hver med en længde på mellem ti dage og fire uger, forklarer Søren Moestrup.

Jobbet havde to hovedfunktioner. Dels faglig rådgivning til nationale skovfrø-projekter, dels at udvikle centret i Humlebæks egne udviklingsopgaver. Udvikle bedre metoder i alle de tekniske processer lige fra indsamling af skovfrø over rensning og opbevaring til træforædling og konservering af genetiske ressourcer.

Da Danida op til 1998 skulle samle en stab til et skovfrø-projekt hos »verdenmesteren i tab af skovområder«, Indonesien, var det oplagt at søge blandt skovfrø-specialisterne i Humlebæk.

Tre forstkandidater blev ansat på Danida-finansierede og godkendte kontrakter med det private konsulentfirma DanAgro. Og den ene af de tre var netop Søren Moestrup, der da lederen Elmer Brask rejste hjem sidste år, overtog funktionen som leder af projektet, der er planlagt til at løbe over fire år.

Danida har svigtet

Opgaven lyder på at klæde direktoratet for skovdrift og seks frøcentre bedre på. Både når det handler om organisering, indstilling til selve arbejdet og højnelse af det faglige niveau. I det arbejde bruger man også danske kolleger, kaldt ud på korttidsopgaver. Og det kan man godt, mener Søren Moestrup.

- Men det skal være til helt specifikke opgaver, som er defineret af de langtidsudsendte og deres lokale samarbejdspartnere. Det er de rigtige u-landsfolk, der skal løse opgaverne overordnet.

Og det kan ikke være anderledes set fra de forskellige grene, Søren Moestrup har siddet på i snart tyve år.

- Danida har ikke sørget for at få uddannet forstkandidater nok. Man har alt for længe satset entydigt på uddannelses-stillingerne hos FAO. I de seneste år er der gjort mere, men det er langt fra nok. Danida har et ansvar for at sikre en ressourcebase, så længe der bruges så store summer inden for vort fagområde, påpeger Søren Moestrup og tilføjer, at det simpelthen er nødvendigt, hvis kvaliteten af udviklingsarbejdet skal være tilstrækkelig høj.

Penge er et dårligt motiv

- Ellers kan vi erfarne u-landsfolk fortsætte med at undre os over, hvorfor der absolut skal skrives så mange tykke rapporter. Generelt ved vi jo, at jo mindre de udsendte ved om et lokalt emne, desto længere rapporter skriver de. Og målgruppen er bestemt ikke de lokale modtagere, men de folk der har hyret dem hjemme i Danmark, siger Søren Moestrup, mens han kigger på sin blok.

Notaterne og kærligheden til sit arbejde bringer ham videre i snakken. Endnu en gang er der fokus på Danida. Det er nemlig netop Danida, der skal lave udviklingsarbejde, ikke private konsulentfirmaer.

- Firmaernes motiver er penge. Og det passer dårligt ind i u-landarbejde. Ofte mister konsulentfirmaerne interessen for et projekt i samme sekund, blækket på den lukrative kontrakt er tørt. Hvis Danida vil fortsætte med at bruge private konsulenter, så må de sikre en bedre kontrol med firmaerne, understreger Søren Moestrup.