lørdag den 1. september 2007

Canada: En jordomrejse blev til et liv med højtryk

Bragt i Byggeteknik 2003

Siden systemet med at grave med en højtryksstråle blev indført, har myndighederne i Canada krævet, at metoden skal bruges til at identificere sårbare emner i jorden som gasledninger og kabler, inden gravkøerne tager over. Det har de sidste tre år skabt en karriere for den sønderjyske landmand Niels Lausten.

Af Bjarne Wildau


(Artiklen er beskyttet af loven om ophavsret)


Det er en fredag morgen. Niels Lausten er på vej. Sådan i dobbelt forstand. Duften af købekaffe og donuts breder sig i førerkabinen på firehjulstrækkeren, mens vi kører ud af byen Lacombe, et par timers kørsel nord for millionbyen Calgary i Canada.

Bag os kører sønderjydens firma, en lastvogn, der er monteret med både ”højtryksrenser” og en slamsuger. Normalt klarer Niels sig med en enkelt assistent, men denne dag er langt fra normalt. Dels er der kun en ordre i bogen, dels er der en kronhjortejagt der venter. En svoger fra Danmark lander i morgen, og så er det eller af sted med heste, telte og ikke mindst en jagttilladelse.

- Jeg har hyret en landmand, til at køre med maskineriet, mens jeg er væk. Den assistent jeg har nu, har arbejdet for mig i flere måneder, men han er indfødt canadier, uden det store kendskab til maskiner. Han mangler simpelthen følingen. Så har den sweitziske landmand, som jo bruger maskiner hver eneste dag, langt mere føling med den slags, så de er to i bilen bag os, forklarer Niels, mens han slår et slag med hovedet i retning af den rullende forretning, som er en del af et 6 år gammelt franchaise kaldet ”Hydrodig”. Det står for den mest skånsomme frigravning og eller identificering af kabler, gasledninger, og andre følsomme ”hemmeligheder”, der gemmer sig nede i jorden.

- Jeg har været med i tre år, og vi er nu i alt 12 biler, fordelt over dette hjørne af delstaten Alberta. Netop det at der er så mange biler i gang, er faktisk en fordel. Har man for meget at lave, kan man ringe til en af de andre, og omvendt henviser mine kolleger til mig, hvis de har for travlt.

Kunderne, ja det er mest selskaberne som har sårbare ting gravet ned i jorden, som eksempelvis elkabler og gasledning.

- Om vinteren kan jorden været frosset helt ned til en dybde af 1.20 meter. Det giver jobs, hvor vi med 70- til 80 grader varmt vand under højtryk skærer os ned i jorden. I kran hiver så blokken op, så folk kan komme til, forklarer landmanden fra Bredebro, som kom til Canada på en lidt indirekte facon.

- Jeg tog en pause med landbruget, og rejste jorden rundt. Og så gik det som det jo ofte gør. Jeg mødte en pige. I begyndelse var alt jo fantastisk. Vi blev gift og jeg flyttede her over.

Men den 39- årige emigrant der lever at grave sig ned ad, har for længst fundet ud af, at træerne ikke vokser op i himmelen, når det gælder kærligheden. Det var netop den kvinde, som fik ham til at slå sig ned i det kolde Canada. Og nu hvor der står skilsmisseforhandlinger på dagsordenen, vil Niels Lausten gerne ned i et varmere klima, altså ned i en af de lidt lunere stater nede i USA. Den dag han vinder i lotteriet og får en arbejdstilladelse, også kaldet et grønt kort, bliver hele herligheden her i Lacombe solgt, og så er det ellers bare med at komme videre. Men indtil videre handler det altså om at få så meget ud af livet her i Canada, som muligt. I fritiden er det ud over jagt, som den kronhjortejagt der venter forude, også rodeo. Niels bliver nok aldrig verdensmester i at fange kalve med lasso, men han nyder samarbejdet med sin hest, og selve den spænding der er at hente i rodeoen.

Vi har kørt, og ikke mindst snakket i 20 minutter, da Niels svinger til venstre, ned ad en lille vej, hvor en mand sidder inde i varmen i sin bil, og venter på at vi skal dukke op.

- Det er tydeligt, at de to kender hinanden. Fyren arbejder for det gasselskab, som har en gasledning, der krydser vejen. Inden der skal graves for alvor med mere brutale, er man villig til at betale 160 canadiske dollars i timen, plus køretid, for at få identificeret gasledningen.

Der skal dog ikke ledes i blinde, projektlederen fra gasselskabet kan med en nøjagtigt på et par træsko sige hvor gasledningen er. Loven forlanger blot, at man skal kunne se gasledningen, inden man går i gang med en gravko.

Den lille lastbil med højtryk og slamsuger er ankommet. Og mens Niels har snakket og fået sine underskrifter, er afløseren og assistenten i gang med at forberede jobbet. Fem minutter senere ser Byggetekniks udsendte for første gang i sit liv dette lille tekniske mirakel.

Mens den ene åbner for vandstrålen, står den anden parat med slamsugeren. Strålen bryder græsset, og da der er nok mudder at suge op, kommer slangen til slam som en anden elefantsnabel til.

Det går stærk det her. Efter ti minutters koncentreret arbejde dukker gasledningen som forventet op, ovre i den ene ende af det aflange hul, som er blevet gravet.

Mens de to har knoklet, har Niels taget telefonen to gange. To nye opgaver er dukket op. Den ene gælder et højspændingskabel, et job som han vidste var på vej. Det var kun et spørgsmål om tid. Det andet job fik Niels til at smile her i morgenkulden.

- En af mine kollegers biler er gået i stykker. Vi skal overtage jobbet med at lave huller til nogle hegnspæle. Nu gælder det bare om at klare den opgave perfekt, så ringer den kunde direkte til os næste gang, siger Niels i en erkendelse af, at man i en freelancebranche som denne ikke er bedre end sit sidste job.

- Jeg har flere gange fået nye kunder på den måde. Nej. Jeg stjæler ikke fra mine kolleger, jeg gør bare alt for at udføre jobbet så godt som muligt. Det plejer at betale sig, forsikrer den sønderjyske landmand, som de første par år i Canada byggede stalde for hollandske bønder, der ligesom ham selv netop var ”landet”.

En time senere er vi fremme ved det næste job. Det er højspændingskablet, der skal ”graves” fri.

Endnu en projektleder kommer til, endnu en gang er det en gammel kending. Forskellen denne gang er at højtrykket skal bruges til højspænding. Isolerende måtter lægges ud, og så må Niels selv i gang. Netop højspænding kræver et kursus, som Niels er den eneste i denne morgens trio har gennemgået.

Ok. Afløseren gjorde det helt flot, der oppe ved gasledningen, men da Niels først går i gang, er det tydeligt, at vandstrålen er blevet lidt mere målrettet. Og resultatet bliver der efter. Det går stærkt, og et kvarter senere er der gravet et hul betydeligt større end morgenstundens første opgave.

Og sådan kører det bare. Klokken er lidt over elleve, Niels vil lige med op og hilse på den nye kunde, og sikre sig at jobbet kommer godt i gang. Når det er gjort, er det slut med at arbejde mere i dag, så er det hjem for at forberede kronhjortejagten.

Ingen kommentarer: