Indonesien/ Danida: Stik fingeren i jorden inden du sår

Bragt i Jord & Viden 2001

Af Bjarne Wildau

(Artiklen er beskyttet af loven om ophavsret)

Det kan have katastrofale konsekvenser, at for mange korttidsudsendte har svært ved at ramme det lokale faglige niveau, mener projektleder og forstkandidat Søren Moestrup, der har 18 års erfaring med udviklingsarbejde.

Alt for mange forstkandidater søger den hurtige, nemme oplevelse og fortjeneste ved at rejse til u-lande på korttidsopgaver. Men uden den oprigtige kærlighed til u-landsarbejde vil indsatsen aldrig blive optimal.

Netop kærligheden og oprigtigheden til dét arbejde findes hos folk, som fra begyndelsen har været udsendt i flere år ad gangen, mener forstkandidat og projektleder Søren Moestrup, som de sidste tre år har arbejdet med træning og tilpasning af lokale institutioner i Indonesien, der har med skovfrø at skaffe.

Og på mange måder er hans egen karriere i landene tæt på ækvator et tegn på, at han måske har fat i den rigtige ende. Takket være dét, Søren Moestrup selv mener, var den optimale start og oplæring. Han fik nemlig et af de job, som i dag kaldes JPO (Junior Professional Officer) hos FAO, men finansieret af Danida.

- Jeg fik en uddannelsesstilling i Nepal. Vi arbejdede i et watersheed management projekt ude i bjergene og langt det meste af tiden blandt de bønder, som projektet direkte omfattede. Jeg havde ikke noget direkte ansvar, men arbejdede under to erfarne rådgivere. Den ene fra Tyrkiet, den anden fra Jamaica, siger Søren Moestrup og får et varmt glimt i øjnene.

Kunne bruge en værktøjskasse

Den nu 44-årige forstkandidat mener nemlig, at de to rådgivere gav ham en fremragende indfaldsvinkel til arbejdet med og rådgivning af folk, der har deres rødder i kulturer, som er vidt forskellige fra ens egen.

- De lærte mig at lytte og se, at stikke fingeren i den lokale jord, inden jeg tog beslutninger, forklarer Søren Moestrup, der også har gode følelser for den faglige kunnen, Landbohøjskolen havde udstyret ham med.

- Jeg var fagligt klædt på, fordi jeg tog alle de specialkurser, der var at finde. Og selv om jeg aldrig var blevet undervist i Nepals planter og Himalayas undergrund, giver vores uddannelse nøglen til at tilegne ny viden. Dét, vi får på Landbohøjskolen, er en værktøjskasse og evnen til at bruge den.

Siden tiden med sine læremestre i Nepal har Søren Moestrup selv mødt snesevis af studerende og kolleger, som desværre tror, de bare kan lande i en ukendt og meget anderledes kultur den ene dag, og så ellers bare fortsætte den næste dag, som om de stadig var i Danmark. Han har ikke mindst i sit nuværende job som leder af skovfrø-projektet i Indonesien mødt mange danske studerende. Fælles for det lammende flertal af fagets fremtid er desværre, at de på forhånd har løsningen på alle problemerne.

Skal ramme lokalt niveau

Efter Nepal sikrede Søren Moestrup sig, nok lidt ubevidst, at lærdommen om den faglige finger i jorden blev plantet i god og nærende muld. Den næste arbejdsplads blev nemlig Danida Forest Seed Centre i Humlebæk, hvor institutionens stiftere, Helmuth Barner og Henrik Kreiding, satte en ekstra dimension på lærdommen: Det er også altafgørende at se de mennesker, man skal rådgive.

- Det er jeg de to herrer utroligt taknemmelig for i dag. Oftest mener både vi udsendte og modtagerne selv, at deres niveau er langt højere, end det i virkeligheden er tilfældet. Rammer man ikke det aktuelle niveau, opnår man intet positivt, siger Søren Moestrup.

Fra 1987 og til det nuværende arbejde i Indonesien tog sin begyndelse i 1998, rejste Søren Moestrup rundt i det meste af det, vi kalder »Den Tredje Verden«.

- Jeg havde mindst tre til fire rejser om året, hver med en længde på mellem ti dage og fire uger, forklarer Søren Moestrup.

Jobbet havde to hovedfunktioner. Dels faglig rådgivning til nationale skovfrø-projekter, dels at udvikle centret i Humlebæks egne udviklingsopgaver. Udvikle bedre metoder i alle de tekniske processer lige fra indsamling af skovfrø over rensning og opbevaring til træforædling og konservering af genetiske ressourcer.

Da Danida op til 1998 skulle samle en stab til et skovfrø-projekt hos »verdenmesteren i tab af skovområder«, Indonesien, var det oplagt at søge blandt skovfrø-specialisterne i Humlebæk.

Tre forstkandidater blev ansat på Danida-finansierede og godkendte kontrakter med det private konsulentfirma DanAgro. Og den ene af de tre var netop Søren Moestrup, der da lederen Elmer Brask rejste hjem sidste år, overtog funktionen som leder af projektet, der er planlagt til at løbe over fire år.

Danida har svigtet

Opgaven lyder på at klæde direktoratet for skovdrift og seks frøcentre bedre på. Både når det handler om organisering, indstilling til selve arbejdet og højnelse af det faglige niveau. I det arbejde bruger man også danske kolleger, kaldt ud på korttidsopgaver. Og det kan man godt, mener Søren Moestrup.

- Men det skal være til helt specifikke opgaver, som er defineret af de langtidsudsendte og deres lokale samarbejdspartnere. Det er de rigtige u-landsfolk, der skal løse opgaverne overordnet.

Og det kan ikke være anderledes set fra de forskellige grene, Søren Moestrup har siddet på i snart tyve år.

- Danida har ikke sørget for at få uddannet forstkandidater nok. Man har alt for længe satset entydigt på uddannelses-stillingerne hos FAO. I de seneste år er der gjort mere, men det er langt fra nok. Danida har et ansvar for at sikre en ressourcebase, så længe der bruges så store summer inden for vort fagområde, påpeger Søren Moestrup og tilføjer, at det simpelthen er nødvendigt, hvis kvaliteten af udviklingsarbejdet skal være tilstrækkelig høj.

Penge er et dårligt motiv

- Ellers kan vi erfarne u-landsfolk fortsætte med at undre os over, hvorfor der absolut skal skrives så mange tykke rapporter. Generelt ved vi jo, at jo mindre de udsendte ved om et lokalt emne, desto længere rapporter skriver de. Og målgruppen er bestemt ikke de lokale modtagere, men de folk der har hyret dem hjemme i Danmark, siger Søren Moestrup, mens han kigger på sin blok.

Notaterne og kærligheden til sit arbejde bringer ham videre i snakken. Endnu en gang er der fokus på Danida. Det er nemlig netop Danida, der skal lave udviklingsarbejde, ikke private konsulentfirmaer.

- Firmaernes motiver er penge. Og det passer dårligt ind i u-landarbejde. Ofte mister konsulentfirmaerne interessen for et projekt i samme sekund, blækket på den lukrative kontrakt er tørt. Hvis Danida vil fortsætte med at bruge private konsulenter, så må de sikre en bedre kontrol med firmaerne, understreger Søren Moestrup.