Qatar: Janne fandt sin oase

Bragt i Århus Onsdag i 2005 Af Bjarne Wildau En ørken. Ja. Sådan en er jo fyldt med sand. Men den kan faktisk godt ende med at blive en oase. Ikke mindst når man er i sit livs september, og har haft fuldtidsjob, og taget sig af både en mand plus egne og sammenbragte børn det meste af voksenlivet. Janne Bostrup- Sørensen. Hun sidder faktisk midt i en ørken. Sandbunken er på størrelse med Fyn, og hedder Qatar. En af de små stater på den persiske halvø. Og det er dér, den tidligere butikschef, hos FONA i både City Vest i Gellerup, og i Guldsmedgade i Århus midtby, hygger sig. Ok. Der er nogle småjob som oversætter fra dansk til engelsk, men ellers går tiden mest med at være sig selv, nyde og bruge de nye muligheder, og så bakke op omkring sin mand, Søren Bostrup- Sørensen. Han er i det lille arabiske land, for at hjælpe det statsejede Qtel med at blive bedre til markedføring af deres produkter inden for telekommunikation. - Vi havde ofte talt om, at det ville være rigtigt spændende at bo i udlandet i en periode. Selve det at leve i en anden kultur, få nye indtryk og ny inspiration, det ville bare være sagen. - Da min mand Søren blev headhuntet til jobbet her i Qatar, havde vi heller ikke brug for ret meget betænkningstid, inden vi slog til, siger Janne Bostrup- Sørensen. Ægteparret bor i en lukket bebyggelse, med høje mure omkring, og bevæbnede vagter i det officielle hul i muren som kaldes en port. Bebyggelsen har 64 huse. Langt de fleste er bebøt af arabere, som Janne og de andre vesterlandinge mest er på hilsestadiet, mens den lille gruppe vesterlændinge deler socialt samvær. Den lille pudsige stat var indtil 1939 en beduinstat, hvor den lille befolkning havde det med at få rystesyge, hvis de blev bedt om at sove inde bag rigtige mure. Nej. Telte var sagen. Ofte blev de praktiske boliger pillet ned, og flyttet til det næste sted på kamel. De væsentligste indtægter kom fra perlefiskeri og handel. Men så kom den. Olien. Poppede op gennem sandet. Siden da har intet været som før. Den lokale befolkning er lykkeligt befriet for triaviliteter som arbejde, skat, moms, og den slags. De 600.000 indbyggere har en tjener på hver hånd, for at formulere det lidt enkelt. To tredjedele af befolkningen på 1.8 mio. Er udlændinge. De fleste kommer fra fattige lande, og får arbejde der belønnes tre til fire gange bedre i hjemme i "rismarkerne", så de indfødte i Qatar har det godt, eller i det mindste har de god tid. Jo. Janne Bostrup- Sørensen fik sine behov for nye indtryk og inspirationer opfyldt, da ægteparret flyttede til Qatar i 2003. Nu, hvor jeg sidder og kigger på mine notater, som beskriver Jannes liv, kan jeg så bare konstarere, at det magasin som hun bruger til at opmagasinere gode og dårlige oplevelser, plus alt det andet som samles op i et liv som aktiv på mange fronter, langt fra var tomt, da hun satte sig i flyet den gang for et par år siden, for at lande til et nyt liv i hovedstaden Doha. - Jeg er vokset op i Ålborg, men allerede som barn besøgte jeg Århus med mine søskende og forældre. Camping var en af de store ting i min familie. Nogle gange var vi mindst 50 i en gruppe dannet af familie og venner. I begyndelsen slog vi os ned på "Bondens mark", som også leverede råmateriale til intermistiske madrasser. Senere brugte vi campingpladser. Og netop Ørnereden udenfor Århus, var et af de steder hvor vi kom fast. Som teenager var Janne med til at arrangere koncerter i den lokale HIT Club. - I begyndelsen var det mest danske navne som der var råd til at sætte på de skiftende plakater. Senere fik vi flere store internationale navne på programmet. Som eksempelvis The Who. Musikken kom altså til at spille en stor rolle i hendes liv, så snart hun da var gammel nok. Derfor faldt det helt naturligt, da Janne via omveje, som bl. a. gik over en to-årig karriere indenfor det danske flyvevåben, søgte inden hos Fona i Guldsmedgade i Århus. - Min første mand var indenfor handel. Han lokkede mig med til Århus. En af det ægteskabs sidegevinster var, udover at komme til herlige Århus, at den musikelskende kvinde fik lyst til handel via det forhold. Og da det nu skulle være, var der ingen tvivl om, at det var musik, som jeg skulle sælge. Det var i 70erne. Og mens Janne Bostrup- Sørensen lærte at sælge hos Fona i Guldsmedgade, slog pulsen for alvor lidt nede ad sidegaden. Spillestedet hed Tagskægget. - Det var en fantastisk tid. De store verdensnavne indenfor jazz spillede på skægget,. Men det var også i årene derefter, at Gnags, Anne Linnet, TV2, Lis Sørensen og Thomas Helmig, var på vej til at blive verdensberømte udenfor Århus. De kom alle og købte musik hos i Guldsmedgade. Og det var vildt spændende at følge dem på forholdsvis nært hold, se hvordan de udviklede sig og slog igennem. - Jeg husker at Anne Linnets mor kom dagligt i forretningen, da Anne Linnets havde udgivet sin første single. Moderen kunne simpelthen ikke forstå, at vore udstillingsvinduer ikke var plastret til med datterens plade. Men det kom jo senere, både med succes og masser af plakater og plader i vinduerne. Efter elevtiden var spillet ud, slog Janne Bostrup- Sørensen tonen an som leder af pladeafdelingen hos Fona i City Vest. Efter at hun gennem flere år havde taget turen fra den store patricierlejlighed på Kystvejen i Århus, ud til den anderledes verden i på kanten af Gellerup, rykkede hun tilbage til det tidligere lærested i Guldsmedgade. Privat kom der for mange hak i livets LP. Nye jobs indenfor samme koncern kom til, og pludselig sad hun i koncernes hovedkvarter i hovedstaden. - Jeg købte ind. Flere gange rejste jeg med min direktør til USA for at finde de gode og billige tilbud, som var at finde den gang. Jeg har forhandlet med flere af de store kanoner i branchen, der var installeret på de dyreste hoteller i New York, og jeg har været på musiklagre, hvor jeg selv måtte klatre op ad stigerne, for at tjekke hvad der gemte sig på de øverste hylder. - En gang skulle jeg, sammen med min direktør, til en snak med en grossist. Han forlangte at vi, inden han lukkede os ind, skulle ringe fra en telefonboks, som han kunne se fra sit kontor. Ellers turde han ikke lukke os ind. Og her er det vel så på tide at afsløre, at de mange rejser over atlantens bølger også fik det til at skvulpe i de to menneskers blod. Kvinden hed Janne, manden hed Søren, og nu deler de efternavnet Bostrup- Sørensen. I 1992 flyttede Janne med sin den gang 9- årige datter Marie- Louise til Værløse. Hermed var en ny storfamilie med i alt fem børn etableret. Papirer på forholdet fulgte i 1999. Og nu kom en tid, hvor musik kom lidt i baggrunden i musikekspertens arbejdsliv. - I tre år havde jeg et agentur for Avon Kosmetik. Det gjorde mig ikke til millionær, men det var en sjov tid hvor jeg mødte mange spændende og inspirerende mennesker. Den sidste tid inden Janne flyttede med sin mand til arabiske Qatar, solgte hun abonnementer for TDC Mobil. Og så er vi tilbage på den persiske halvø, hvor Janne ret hurtig efter ankomsten kiggede den lokale befolkning ud. Både selve staten, og de enkelte borgere er så stinkende rige, at motivationen til at skabe sig uddannelse, karriere, og hvad der ellers står på spisekortet af udfordringer, det mangler simpelthen. - Qatars børn vokser op med tjenestefolk og chauffører. De bevæger sig ikke ret meget. Der er heller ingen tradition for sport. Så man forventer en eksplosion af diabetes 2 med den næste generation. 15% af den lokale befolkning er allerede ramt af sygdommen. På andre måder er den arabiske befolkning dog meget forskellige. I det mindste den del af det enkelte menneske, som man kan se i det offentlige rum. - Når vi bevæger os ud i byen, ser vi mennesker som klær sig vidt forskelligt. Der er mænd i hvide dish-dash (en slags lang kjole), og sortklædte kvinder med ansigtet dækket til. Men man ser også kvinder som gør oprør med at åbne for den sorte dragt, så man kan se hvad de bærer under den traditionelle abaya. Og det er ofte ultra moderne tøj fra vesten. Janne fylder en mindre del af sin hverdag med småjobs som oversætter fra dansk til engelsk for sin mand Sørens arbejdsgiver Qtel. - Men ellers er der en ret stor koloni af danskere her nede. De fleste er ansat hos Mærsk. De har fået etableret sangkor, brigdeklub. Fælles motion og en syklub. Og hvis det ikke er nok, er der flere internationale organisationer, hvor man kan møde andre vesterlændinge. - Jeg går også til arabisk i både tale og skrift, som er svært. Folk siger at dansk er vanskeligt, men arabisk, det er endnu sværere. Det mest spændende ved den undervisning, er mødet med lokale kvinder i deres rolle som undervisere. Det giver en masse gode snakker om næsten alt fra familieliv, politik, uddannelse, og meget mere. Oven i det mere sociale, har Janne kastet sig over golf. Det var en af de ting hun havde sat på listen over hvad hun ville opnå som medbragt hustru. Og det er altså lykkedes. - På golfbanen er der grønt, frodigt, og farverigt. Det er en sand fryd for øjet. Takket være 6 mio. l. Vand, som dagligt pøses ud over herlighederne. Det er simpelthen en oase midt i ørkenen. Golfbanen har tiltrukket særlige fuglearter, og de er sammen med al frodigheden med til at holde på en i flere timer, også selv om man er færdig med golfspillet. Og selve det at få lov til at få den oplevelse, som det er at rykke udenlands, er lid af et "hole in one", i hvert fald set fra Jannes position. - Jeg føler mig fantastisk priviligeret, at jeg i min alder kan få levet en drøm ud om at få nogle år i udlandet, og dermed have en tilværelse som jeg aldrig kunne have fået hvis vi var blevet i Danmark. Men der er afsavn. Og det er ikke flæskesteg og frikadeller det handler om. Men børn, børnebørn og venner, som jeg savner. Selv om vi ser dem mere nu, end da vi boede hjemme, er det alligevel et andet samvær. Det impulsive. Det med lige at smutte forbi, eller ringe og spørge om min datter har lyst til at vi ses en times tid over to kopper capuccino, den findes ikke. Vi bor så langt fra hinanden, at det hele skal arrangeres. Internettet med gratis telefonsamtaler, SMSer, og dog med til at afbøde det højeste toppe af det savn, som findes i det flade Qatar, i det mindst når man hedder Janne. - Og netop den intensitet der er, når man kommunikerer via e-mails, har betydet at jeg har fået et tættere forhold til nogle af mine venner i Danmark, efter at vi flyttede her ned. Appelsinerne har det altså med at falde ned i den internationale turban. For Janne. Som er vokset op med, ja har levet det meste af sit arbejdsliv ved at skabe kontakt. Du ved, smilet, den korte snak, og salget. Som i Qatar ikke handler om at sælge varer, men om at skabe en menneskelig kontakt. Men sådan er det ikke for alle. - Det er ikke alle det lykkes for. Nogle af de kvinder, ja hele familier som kommer her ned, isolerer sig i deres huse. Mens de har brugt deres energi på at tænke negativt over de begrænsninger der trods alt er her, i stedet for at fokusere på alle de muligheder som også er her. Midt i al det negative, trøster de sig så med spiritus, så der er også sørgelige skæbner her blandt vesterlændingene. Når det lokale trods den positive tænkning alligevel ikke er nok, hældes der nyt brændstof på opleveren i nabolandene. - Vi har mulighed for at tage til så forskellige lande som Indien, Egypten, Iran, Yemen eller Oman, som er det skønneste land i området. Det er et rigtigt land, med bjerge, skove, masser af blomster. Og ikke mindst. Modsat her i Qatar arbejder befolkningen i Oman på normal facon. Indtil nu har vi slet ikke talt om kontakt til lokale. Men den er der altså. -Vi har knyttet en privat kontakt til en af min mands medarbejdere og hans familie. Det er ret usædvanligt. Mohhammed, som vores ven hedder, ejer sammen med sin familie en kamelfarm udenfor Doha. Det fungerer som en slags sommerrecidens, og den familie har åbnet deres døre for os, og vores familie og venner. - Det sker oftest sidst på dagen, efter at solen er gået ned. Vi har aldrig set de arabiske hustruer, som ikke kanvære tilstede fordi min mand er der. Men så sidder familiens mænd, helt op til 30 kan der være, plus drengebørn og så mig. Som den eneste kvinde. Det er meget usædvanligt efter arabiske regler. Men reglerne kan heldigvis bøjes. Og her kommer så det oplagte spørgsmål. Hvad skal der ske efter at den lukrative kontakt som ægtemanden Søren har hevet i land, løber ud i sandet? Går turen direkte tilbage til det velkendte i Danmark, eller skal den rute som det aktuelle farvel fly tager bøjes, lidt som de arabiske regler. - Det er svært at sige, hvor vi er om et år. Det vi oplever lige nu, er dejligt. Jeg var lidt længe om at vænne mig til, at livet med min nuværende mand Søren aldrig bliver statisk. Der skal ske noget hele tiden. Men listen over de steder og kulturer som vi gerne vil ople, er stadig lang. Så hvem ved. Og lige nu ved jeg, at i næste uge skal min mand og jeg til Jordan. Der har jeg heller ikke været før.