Thailand: Carina slap af med spanskrøret

Bragt i Børn & Unge 29. januar 2003 Pædagogmedhjælper Carina Guldager arbejder som frivillig i (Red: Den nu afdøde) Father Brennans institutioner i thailandske Pattaya. Af Bjarne Wildau (Artiklen er beskyttet af loven om ophavsret) Hun kom. Hun så. Og hun afskaffede spanskrøret.  (Det var min overskrift, men den forsvandt i oversættelsen). Sådan kunne den korte version af Carina Guldagers tid som frivillig i Father Brennans institutioner i Thailand lyde. Det var netop brugen af fysisk afstraffelse, der ramte den 21-årige pædagogmedhjælper hårdest de første uger hos den katolske præst i Pattaya. Desperationen blandt de hårdt pressede lærere og den medfølgende vold gjorde næsten lige så ondt på den unge dansker som på de blinde børn, det gik ud over. - Lærerne brugte linealer og i sjældnere tilfælde et spanskrør til at slå børnene med, fortæller Carina, som første gang hørte om Father Brennans arbejde, da hun var pædagogmedhjælper i Rungsted Realskole. Et år som medhjælper - Da jeg blev ansat på skolen, måtte jeg love viceskoleinspektøren, at jeg ville begynde på en uddannelse, når der var gået et år. Næsten på årsdagen spurgte han mig, hvad mine planer var. - Det var svært at svare på. Jeg var endnu ikke klar til at vælge en uddannelse. Men jobbet på Rungsted Realskole gav mig lyst til at arbejde med børn, gerne de 'vanskelige'. Det endte med, at jeg sagde, at jeg gerne ville ud at rejse. Nogle dage efter den korte snak kom viceskoleinspektøren, der selv er sponsor for (((dRed: en nu afdøde)))Father Brennan, igen. Med sig havde han en video om aktiviteterne i Pattaya. Tre måneder senere sad Carina i et fly på vej til Thailand. En rejse, som hun selv betalte. - Da jeg sad der i flyet, følte jeg mig nok lidt overvældet. Tænkte på alt det, jeg havde forladt for en tid: Min kæreste, min familie, mine kolleger og børnene i Rungsted. Det var en stor beslutning, jeg havde taget. Men jeg glædede mig samtidig til at se børnehjemmet i Pattaya og møde de nye børn. Fra lufthavnen i Bangkok tog Carina direkte videre til børnehjemmet i Pattaya. Hun ankom om aftenen, så chokket kom først næste morgen, da hun trådte ind afdelingen for småbørn op til tre år. - Det var meget svært at komme ind i babyrummet og se så mange forladte børn. Senere har jeg lært at lægge mit hjerte i en skuffe, inden jeg tager et lille barn op. Vant til at knokle Carina var skuffet over ikke at få mulighed for at arbejde med fem-seks årige børn. Det havde hun ellers tydeligt sagt, at hun ønskede, under det interview i Danmark, som skulle fastslå, om hun var egnet som volontør. - Alle frivillige arbejder efter det samme skema. Og det betyder blandt andet, at dagligt samvær med ældre på hjemmet for statsløse er en fast opgave, siger hun. - Jeg kom ikke herned for at trille rundt med ældre mennesker. Min interesse er børn. Jeg føler også, at jeg har for lidt at lave. Derhjemme er jeg vant til at knokle 300 procent, her kommer jeg dårligt nok op på 50. Og der er en klar tendens til, at alle initiativer fra nyankomne bliver kvalt i fødslen, har Carina erfaret. - De mindste børn passes af lokalt personale. Vi frivillige er her for at give børnene det ekstra knus og den stimulering, de ellers ikke får. Men børnene holdes på selve afdelingen, inde på sovesalen og på en veranda, som er omkranset af en halv meter høj mur. Det er næsten umuligt at få børnene med ud derfra, lige bortset fra et enkelt arrangement hver tredje uge. Hvor er spanskrøret? To dage efter den første samtale, mødes vi igen. Denne gang på blindehjemmet, hvor Carina har oplevet lærernes overgreb på børnene. Der er sket noget. En anden dansk volontør, som har hørt nogle af Carinas kritiske bemærkninger, har fortalt det til ledelsen. - Jeg blev kaldt over på kontoret, hvor man spurgte mig ud om, hvad jeg havde sagt, fortæller hun. En irsk fyr sidst i 30'erne, volontør som Carina, kommer pludselig til. Sammen forsvinder de hurtigt over mod svømmepølen, et af de steder, hvor lærerne har svunget spanskrøret. Ireren anslår en munter tone, mens de leder efter det formastelige rør. - Carina. Du er en god pige, siger han. - Vi er meget glade for at have dig her i Pattaya. Når du ser ting, som du føler er forkerte, skal du komme til os. - Spørg os, hvorfor de ting, der oprører dig, finder sted. Du ved selv, at lærerne arbejder næsten i døgndrift. Det kan være grunden til, at de overreagerer, forklarer ireren. Kæresten kommer Blindehjemmet er den af Father Brennans seks forskellige institutioner, som de frivillige normalt har sværest ved at acceptere, blandt andet på grund af afstraffelserne af børnene. To tidligere frivillige fra Canada blev så oprørte over det, de så, at de omgående forlod Father Brennan og skrev om oplevelserne på et website. Men det lykkedes for Carina, sammen med en ældre volontør-kollega, at få stoppet afstraffelsen med linealer og spanskrør - i det mindste for en tid. - Jeg kan kun håbe, at lærerne har forstået vores kritik, siger Carina, som skal være i Pattaya i seks måneder. Når den tid er gået, får hun besøg af sine forældre. Og når de siger farvel, kommer Carinas kæreste fra København. Sammen skal de to så opleve det Thailand, som volontøren helt sikkert aldrig vil glemme. Dansk støtte i Pattaya Siden den nu afdøde katolske præst Father Brennan for tyve år siden oprettede det første børnehjem i Pattaya, er der kommet flere institutioner til for ældre statsløse, døve børn, blinde børn og gadebørn - foruden et uddannelsescenter for voksne handicappede. En stor del af aktiviteterne finansieres af frivillige bidrag fra Danmark. Oven i den kontante støtte til arbejdet i Pattaya, er der konstant mellem seks og otte danske frivillige hos Father Brennan. Unge danskere og andre udlændinge betaler selv deres ophold. Alle danske frivillige skal gennem en bedømmelsesproces, som styres af Rotary i Rønde. Find selv ud af mere på Internettet www.ronderotary.dk/pattaya.htm