Bragt i Århus Onsdag 2003
Af Bjarne Wildau
(Denne artikel er beskyttet af loven om ophavsret)
Turen ud i den store verden, til Canada og USA
skulle bare have taget et par år. Selv om
tømmersvenden Flemming Sørensen forlod Århus med
et "Udrejst til Canada" stempel i sin
fagforeningsbog, ville han helt sikkert rejse
tilbage til det østjyske, hvor han modsat mange
emigranter den gang, aldrig havde prøvet at være
arbejdsløs.
Netop manden med planen om kun at være væk fra
Århus området i en kort periode, ja det er ham,
som jeg skal møde nu næsten 50 år senere her i
Seattle, byen der er mest kendt for flyfabrikken
Boeing, og ikke mindst for verdens rigeste mand,
Bill Gates, og opfindelsen Microsoft.
Da jeg når frem en lille halv time for sent, står
Flemming Sørensen ude i forhaven og er dybt
optaget af at tjekke, at de automatiske
sprinkleranlæg i blomsterbedene fungerer.
Endelig vender han sig, og smiler et varmt
godmorgen.
- Velkommen til, og nu var det vel ikke for
kedeligt ude på golfbanen i går, hilser den dansk
amerikanske pensionist, og forhenværende
bygmester, da han tager imod ved hans og hustruen
Lexies mondæne villa i den nordvestamerikanske by
Seattle, et hus på godt 400 kvadratmeter, som er
bygget med videresalg for øje.
Turen til golfbanen, som Flemming Sørensen
hentyder til, var den måde udvandreren fra
Skivholme, sammen med sin voksne dansktalende søn
Troy, og nogle golfvenner, valgte at fejre en af
de amerikanske helligdage. Og som det femte hjul
på vognen, deltog jeg i fem seks timer i spillet,
ganske vist i tilskuerens rolle, men det var dels
nok til at blive lettere solskoldet, halvlunken
på spillet på det grønne, og som prikken over
i´et, kom lidt jeg lidt ind på danskamerikaneren,
som er lige så beskeden, som han har været
effektiv som håndværker i sit nye fædreland.
I den danske koloni, som han selv har lagt et
stort arbejde i, er han kendt for at holde
resultaterne af sit og hustruens hårde arbejde
helt ind til kroppen, så det bliver en spændende
opgave at snakke med manden, som har det mere i
hænderne, end i stemmebåndet.
Bygmesteren stiller sine træsko, købt i Bilka i
Tilst på tilbud, udenfor, jeg træder ud af mine
sko, og så går vi ind i villaen, hvor hustruen
Lexie, som er født i Canada tager imod på samme
beskedne måde som sin mand.
- Vi kan lige så godt sidde her ude, foreslår
Flemming Sørensen, og fører mig ud i et køkken,
som er på størrelse med en dansk dagligstue. Ud
over at være køkken, er der også indrettet et
lille kontor, en spisekrog, og et hyggehjørne med
tv.
- Så hans bemærkning om, at familien tilbringer
det meste af deres fritid her i dette dejlige og
lyse rum, hvor stort set alt hvad man behøver i
livet, seng og toilet undtaget, er til rådighed,
bliver mødt med forståelse.
Den obligatoriske kaffe kommer på bordet, og så
begynder beretningen om et liv, hvor af langt den
største del af voksenlivet er brugt i Canada, og
ikke mindst her i USA.
- Vi var 13 børn. En døde, men så kom der en ny
til. Min far var tømmermester i Skivholme, og
selv om han havde en god forretning, var der brug
at vi børn kom ud at tjene tidligt. Ude på
gårdene fik vi lidt løn, samt kost og logi, for
det arbejde vi udførte fra tidlig morgen til sen
aften, lige undtaget de tre timer vi gik i skole.
Erfaringen som børnearbejder, gav Flemming
Sørensen et indblik i, hvad et liv som bonde
betød, og det var altså ikke noget for ham.
Derfor gled han naturligt fra tilværelsen som
tjenende, langt fra barndomshjemmet, tilbage til
sin familie, og ikke mindst en tilværelse som
lærling i sin fars firma. Og mens lærlingen med
det gode håndelag kravlde rundt på stilladser med
som i munden, og hammer i hånden, boblede
tankerne om at se noget andet, noget der var helt
anderledes, frem i hans fremtidsplaner. Selv om
det var oppe i tiden, at søge væk fra
efterkrigstidens Danmark, havde familien Sørensen
i Skivholme en direkte forbindelseslinje til
drømmenes land, Amerika.
- Jeg havde en faster i USA, som kom hjem og
besøgte sin familie hvert 10ende år, så vi havde
hele tiden en forbindelse til både tanken om at
udvandre, og til selve Amerika, forklarer
danskamerikaneren på et næsten fejlfrit dansk.
Fasteren kom hjem i både 1937 og i 1947, og kort
tid senere rejste en søster til Flemming Sørensen
til USA, hvor hun bosatte sig i New Jersey på den
amerikanske østkyst nær New York.
Næsten 10 år senere begyndte "Det Nationale
Canadiske Jernbaneselskab" sin jagt på nye
passagerer, så langt væk som i Europa. Ikke
mindst i Danmark, som var og stadig er kendt for
sine dygtige og pålidelige håndværkere.
- De agenter, som rejste rundt i Danmark for at
hverve udvandrere, slog meget på, at man ikke
skulle bosætte sig nede i de store byer nær den
amerikanske grænse. Nej- det var meget bedre at
slå sig ned i de samfund, som netop jernbanen
havde givet adgang til oppe i baglandet, siger
danskamerikaneren fra Skivholme og Århus.
Agenten havde den farverige pallet, og de brede
pensler fremme, når han i maleriske beskrivelser,
fortalte om den fantastiske fremtid, som ventede
alle indvandrere, der slog sig ned i den tyndt
beboede del af Canada.
- Min bror og jeg, havde længe snakket om at vi
ville se mere af den verden, som vi ikke mindst
via vores faster og senere gennem vores søster,
vidste at der ventes på den anden side af
Atlanterhavet.
Den omrejsende agent passede altså fint ind i de
to brødres fremtidsplaner. Selv om Flemming
aldrig havde hævet understøttelse i Danmark, var
det alligevel en kendsgerning, at
bygningshåndværkere den gang i 50erne, normalt
skulle leve af understøttelse, fire fem måneder
hver vinter. Så det endte med, at de begge lavede
aftaler om at emigrere til Canada.
- Billetten over vandet kostede 150 $, og som jeg
husker det, gav jernbanerne os en gratis billet
til Edmonton fra New York.
De danske valutabestemmelser den gang i 1955,
forbød folk at tage mere end 50$ med ud af
landet. Den bestemmelse betød dog mindre, for
hverken Flemming ellers hans bror, havde reelt
nogen mulighed for at skaffe flere penge på det
tidspunkt.
Rejsen med passagerskivet "Stavanger Fjord" tog
10 dage fra København til New York i USA.
- Vi besøgte vores søster, men det var aldrig
meningen, at vi med det samme ville slå os ned i
Amerika. Jeg havde jo været soldat i Danmark, og
havde ikke lyst til at blive kaldt ind til den
amerikanske hær. Derfor var det hele tiden
meningen, at jeg ville bo og arbejde i Canada,
indtil jeg var blevet 26, og derved slap for at
blive indkaldt.
Fremme i Edmonton i Canada, blev brødrene sammen
med mange andre nyankomne emigranter indkvarteret
på et center, hvor man boede gratis.
Fra centret fik Flemming Sørensen anvist arbejde
til 1 dollar i timen.
- Jeg kunne ikke tale engelsk, men jeg vidste fra
nogle norske kammerater, at timelønnen for en
tømrer var 2 dollar. Fabrikken som jeg havde fået
en henvisning til, fortalte at jeg ville få en
lønforhøjelse efter seks måneder, men en anden
som jeg mødte på fabrikken, fortalte at han havde
været der et helt år, uden at få mere i løn. Så
jeg nægtede at tage det arbejde.
Beslutningen om at sige pænt nej tak, fik
omgående konsekvenser. Selv i det nye land, som
agenten hjemme i Danmark havde talt så smukt og
medrivende om, blev det straffet at sætte sig op
mod systemet.
- Næste morgen fik vi besked om, at enten tog vi
det anviste arbejde, eller også var det bare med
at komme ud af klappen. Det kunne virke lidt
overvældende at stå uden tag over hovedet, men
jeg var fast besluttet på at finde et arbejde,
som gav den normale timeløn.
Løsningen på det problem, fandt han hos den
lokale fagforening, som havde ledige jobs oppe i
nogle miner ved søen Atabaska nord for Edmonton.
Broderen ville tage til Toronto, og Flemming gav
ham de penge han havde tilbage. Flemming selv var
jo sikret kost og logi, når han kom op til
minerne.
Netop det hvide tæppe af sne, som landskabet på
vejen op mod det nye arbejde var pakket ind i,
var forklaringen på, at de lokale Canadiske
arbejdere ikke tog jobbet. De havde så meget sul
på kroppen, og lidt penge i banken, så de havde
råd til at vente på bedre vejr.
- Vi undrede os da over sneen, den gang, men vi
var jo kommet for at arbejde. Lønnen var en
anelse mindre end to dollars, til gengæld
arbejdede vi over så meget vi kunne. Der var gode
tillæg på overarbejde. Og vi tjente godt. Den
nærmeste by lå så langt væk, at man skulle flyve
der over. Vi klattede altså ikke vore penge væk.
Vi blev i lejren indtil december, hvor det var så
koldt, at huden på næsen og kinder faldt af, når
det blæste.
Da jobbet i minerne var slut, havde Flemming
Sørensen sparet 3500 dollars op, en mindre formue
den gang. Den norske arbejdskammerat, som han var
sammen med, havde været i minerne ét år længere,
han havde derfor så mange penge, at han kunne
købe en bil. Sammen kørte de to mod sydøst til
Toronto, hvor Flemmings bror stadig var.
Flere jobs blev klaret i Toronto, indtil han
endelig var så gammel, at han kunne bosætte sig i
USA, uden risiko for at blive indkaldt til hæren.
Da han kørte over grænsen til USA, var det med
erkendelsen af, at det jo var gået meget godt her
på den anden side af Atlanten. Det eneste der
havde været lidt besværligt, var sproget. Han
kunne stort set ikke tale engelsk da "Stavanger
Fjord" sejlede ud af Københavns havn i 1955. Men
når han ikke forstod, hvad arbejdskammerater og
formænd sagde til ham, holdt han bare øje med,
hvad de andre gjorde. Og langsomt men sikkert kom
han til at mestre sproget lige så godt som
tommestok, sav, og stemmejern.
- Jeg tog til Plainfield i New Jersey, i stedet
for at tage til steder som Manhattan i New York.
Byen var på størrelse med Århus, og passede mig
bedre. Arbejde fik jeg omgående. I foråret blev
området ramt af strejke. Den gang følte jeg at
den varede evigt, og det endte med at min bror og
jeg pakkede bilen, og kørte her til Seattle,
forklarer Flemming Sørensen.
De to fra Skivholme kendte ingen i byen, hvor
emigranter fra de nordiske lande har haft stor
indflydelse. Og det var da også en dansker som
hjalp dem videre, og på længere sigt lagde
fundamentet til den østjyske tømmersvends godt 40
år som selvstændig bygmester.
- En kvinde ejede nogle byggerunde. Hun tilbød
os, at vi kunne få en grund, som vi kunne bygge
på, og hun lånte os også penge til materialer,
mod en lidt højere rente end hun kunne få i
banken.
Huset blev bygget af de to brødre fra Skivholme,
plus en soldaterkammerat hjemme fra Danmark, som
Flemming mødte tilfældigt.
- Han var meget lille, og jeg genkendte ham
bagfra. I hæren brugte man ikke navne, så jeg
råbte 5-55 efter ham. Han vendte sig om, og fra
det øjeblik var han sammen med min bror og jeg.
Huset blev solgt, og vi fik arbejde for en lokal
mester. Mens de danske håndværkere arbejdede på
et hus for den nye arbejdsgiver, var der en lokal
arkitekt, som kørte fordi byggepladsen hver dag.
- Han havde set, at vi passede vort arbejde. Og
en dag foreslog han, at han og jeg skulle begynde
for os selv. Det blev starten på firmaet
"Marquette og Sorensen". Vi byggede et par huse,
det gik godt, men så kom tidspunktet, hvor min
bror og jeg tog tilbage til Danmark med
juleskibet. Vi havde på det tidspunkt været
hjemmefra i fire år.
Da Flemming Sørensen efter juleferien kom tilbage
til Seattle alene, broderen blev i Danmark, var
hans tidligere kompagnon, Marquette, gået i
kompagniskab med en nordmand. Tømreren fra
Skivholme gik med i partnerskabet, og indtil 1962
hed virksomheden "Haga, Marquette og Sorensen".
Året forinden var Flemming begyndt på folkedans.
Det havde aldrig haft hans interesse i Danmark,
men her i Seattle var det måden at møde andre på.
En af dansene fik aldrig ende. Partneren hed
Lexie, var født i Boston, og de to blev gift i
1962, hvor Flemmings forældre kom over fra
Skivholme.
I 1963 blev den danske håndværker i dobbelt
forstand selvstændig. Den norske partner var
rejst hjem for at overtage familiefirmaet, og den
amerikanske arkitekt fandt på noget andet. Fra
det tidspunkt, byggede han huse under firmanavnet
"Flemming Sorensen- byggefirma".
Virksomheden havde op gennem årene mellem 4 og 12
ansatte, og selv om det ene hus efter det andet
blev gjort færdig, blev der aldrig slået større
brød op, end der kunne bages. Mester selv
arbejdede med på byggepladserne, hjemme klarede
hustruen Lexie både de to børn, og virksomhedens
regnskaber, og om aftenen, efter en lang dag på
byggepladsen, regnede Flemming Sørensen tilbud
ud, til den næste opgave.
Men der blev også tid til at deltage i det
sociale liv, som der var blandt danskerne i
området.
- Allerede i 20erne, etablerede danskere i
området et plejehjem for danske pensionister. Men
tiden løb fra det. Selv om mange havde været med
at støtte hjemmet både økonomisk, og med
arbejdskraft, ville de ikke selv flytte ind på
hjemmet, da de blev gamle nok. De opfattede det
nærmest som en fattiggård. For 15 år siden var
der kun 4 ud af 45 beboere, der var danske, og så
besluttede vi at sælge hjemmet, og i stedet købe
en kontorbygning. Danish Foundation, som blev det
nye navn for foreningen der havde taget sig af
plejehjemmet, har stadig lokaler der, og vi
tjener desuden penge på at leje kontorlokaler ud.
Både Flemming og hans kone Lexie har lagt mange
kræfter i arbejdet med både plejehjemmet den
gang, og nu det nye sted. Ja det gør de for den
sags skyld stadig. Hver måned mødes fem seks par,
for at forbedre lokalerne. Mændene laver
håndværksarbejdet, og konerne forbereder den
lækre danske fro kost, der er hovedet på dét søm.
Endnu tidligere, for godt 30 år siden, var
Flemming Sørensen med til at danne et lokalt
dansk fodboldhold.
- Det kom lidt af sig selv. Min søn Troy havde
nået den alder, hvor han ville til at spille
fodbold, så vi måtte lave en klub. Det gjorde vi
så, sammen med andre danskere der var i samme
situation, og jeg selv begyndte at spille fodbold
for første gang i mit liv som 45- årig, fortæller
bygmesteren, som selv om han kom sent i gang,
nåede at trille med "den runde" mindst lige så
mange år som en "normal" fodboldspiller. Da han
sidste år sagde evigt farvel til livet som aktiv
fodboldspiller, havde han rundet de 72.
Fodboldspillet havde også fået en alvorlig
konkurrent. I en alder, hvor mange andre begynder at
lukke og slukke efter sig, tog Flemming Sørensen
fat på en ny udfordring, nemlig golf.
- Det var en god ven fra den danske koloni, som
lærte mig at spille. Det er en herlig sport, som
vi kan spille det meste af året her i Seattle.
Jeg nyder tiden på goldbanen. Den friske luft,
samværet med andre, og det at bruge kroppen er
dejligt. Min læremester i golf, og jeg selv
danner par i en turnering, hvor vi kalder vort
tomandshold for The Ducks (ænderne). Desuden
søger jeg at komme af sted så tit det er muligt
til almindeligt spil, siger den 73- årige
bygmester, som sammen med sin tidligere
arbejdsformand, der er en anelse yngre, lavede al
tømrer og snedkerarbejdet i den godt 400
kvadratmeter store villa, som blev færdig for et
år siden.
Huset er bygget af to grunde. Den ene at det nok
var lidt kedeligt at gå der hjemme, dels for at
skabe en økonomisk gevinst.
- Skattereglerne her i USA siger, at vi skal bo i
huset i mindst to år, inden vi sælger det, for at
få en del af fortjenesten skattefri. Derfor er
huset er bygget så stort og mondænt, siger
Flemming Sørensen, som allerede tænker på at
bygge et nyt hus, stadig med sig selv som en
væsentlig del af arbejdsstyrken.
Mens dansk håndværk så godt som det kan leveres
fra Skivholme, var Flemming Sørensen var tredje
generation i tømrerfamilien, har hverken sønnen
Troy eller datteren Tove Lise kigget i retning af
brædder og byggestilladser. De nu voksne børn,
som begge taler dansk, har valgt andre græsgange.
Sønnen er selvstændig i IT- branchen, mens
datteren er fysioterapeut.
Og her til sidst er det så tiden, hvor
spørgsmålet skal stilles. Har du aldrig fortrudt,
at du tog tilbage til USA efter turen hjem med
juleskibet den gang i 50erne?
- Nej. Det har været dejligt her. Vi har holdt
forbindelsen til Danmark. Min kone har lært sig
dansk, mine børn har været i Danmark. Troy har
læst et år på Københavns Universitet, og min
datter har været hjemme på ferier, samt gået i skole i Danmark i
et år, så de har lært sig dansk. Min bror som valgte at blive i
Danmark efter de fire år i Canada og USA, har heller
aldrig fortrudt at han blev hjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar